Hizmet Means Service, Martin E. Marty

Martin E. Marty er Fairfax M. Cone professor emeritus ved University of Chicago Divinity School. Han er en akademiker, der har undersøgt religion i USA igennem en årrække og har forfatteret over 50 bøger inden for dette emne.

Akademiske studier af islam og/eller muslimer i USA har ofte haft øget fokus på fundamentalistiske bevægelser inden for Islam idet, at der var en opfattelse af at disse grupper repræsenterede den eneste måde, at anskue Islam på. Forfatteren blev dog opmærksom på Hizmet igennem en af bevægelsens centre i Chicago og har igennem en årrække iagttaget og deltaget i forskellige arrangementer hvilket har ledt til dette akademiske værk, hvor 12 forfattere belyser Hizmet ’s fundament og virke.

Jeremy Walton argumenterer i hans kapitel ”The institutions and discourses of Hizmet culture” for at essensen af Hizmet’s virke er centraliseret om 3 begreber: müspet hareket (positive handlinger), hoşgörü(tolerance i en meget bred forstand) og diyalog (dialog). Walton anskuer dem som separate, men en forening af begreberne er nødvendig for, at opnå den sande form for hizmet(service). Müspet hareket uddybes til at betyde, at alle handlinger skal være positive både i forhold til tilbedelse (ibadet), men også i forhold til ens sociale relationer, hvor fokus skal være på, at skabe et fundament for gode relationer mellem muslimer og menneskeheden generelt. Det vigtigste aspekt i müspet hareket er dog, at intentionen bag handlingen skal være fuldstændig renset for egeninteresse.

Fundamentet for gode relationer blandt menneskeheden skal opnås igennem hoşgörü og diyalog. Hoşgörü defineres af Fethullah Gülen som:

” To love and respect human beings only because they are human beings is an expression of love and respect for The Creator. If one only loves those who agree with him or her, then that is not considered a real love and respect. On the contrary, it is selfishness and idolizing of one’s self. “

Det vigtige ved hoşgörü er følgelig at alle kulturelle, religiøse eller racemæssige forskelle er sekundære, da vi alle sammen er mennesker. Dette lighedspunkt er også centralt i Hizmet’s forståelse af begrebet diyalog idet at diyalog ikke skal ses som en overfladisk gestus mod andre religioner eller kulturer, men at selve mødet mellem mennesker og de erfaringer man gør sig i dette møde, er målet i sig selv.

Simon Robinson bygger videre på betydningen af sand hizmet i hans kapitel ”Building bridges: Gülen Pontifex” ved at undersøge Gülen’s tese om, at tiden i dag burde ses som dar al-hizmet (ved ikke hvordan dette skal oversættes). Tesen bygger på at Gülen anser muslimen, som en medborger i samfundet hvis pligt er, at modarbejde tidens individualiste tendenser og anstrenge sig for alle i samfundet, ikke kun muslimer. Dette kan ses i Hizmet’s aktiviteter i verden hvor uddannelse og dialog har været fokuspunkter, da det er igennem disse, at mennesker kollektivt kan løfte sig.