I 1968 organiserede Fethullah Gülen en teltlejr i Izmir med omkring 80 elever og studerende. Under den lange, tre måneder lange sommerferie i Tyrkiet ønskede han at tilbyde beboerne på det elev- og studenterkollegium, hvor han var rektor, et kombineret fritids- og uddannelsestilbud. I teltlejren, der fandt sted ved skovkanten, skulle de unge ikke kun få religiøs og videnskabelig undervisning, men også styrke deres sociale kompetencer. Der var også arrangeret sports- og fritidsaktiviteter.

Disse camps er siden blevet en fast del af Hizmet-bevægelsen. Unge og ældre, “Abis” og “Ablas”, altså alle Hizmet-frivillige, organiserer fritidsophold med deres sohbet-grupper i feriehuse, ungdomsherberger eller hoteller. Programmet fastlægges efter gruppen. Normalt fokuseres der på bøn, islamisk læsning, aftenarrangementer (foredrag, filmfremvisninger, diskussionsrunder) og fritidsaktiviteter i naturen. Med tiden er der også etableret såkaldte “Abitur-camps”, hvor unge, der står over for deres eksamener, mødes. Abis og Ablas (normalt lærere eller undervisningsassistenter) støtter eleverne i deres eksamensforberedelser.

Sommerlejre Midt i Naturen

Sommerferierne i Tyrkiet er stadig usædvanligt lange. I denne tre måneder lange skolefri periode mister eleverne ofte deres daglige skolevaner. I 1960’erne vendte mange elever tilbage til deres landlige hjem og hjalp deres familier med landbrug. Men Gülen mente, at det var mere fornuftigt, at uddannelsen fortsatte uden afbrydelser.

Fritids- og uddannelsesmuligheder for unge som teltlejre var dengang ikke udbredt i Tyrkiet. Derfor var ledelsen af det kollegium, hvor Gülen var rektor, ikke overbevist om denne idé. For at realisere projektet rejste Fethullah Gülen til Ankara og fortalte sine venner og bekendte om det i håbet om at få økonomisk støtte. Dengang havde Gülen selv en beskeden løn på 400-450 lira, men vendte tilbage til Izmir med ti gange så meget og fik fremstillet to store og et mindre telt.

Han tog madrasser fra kollegiet. Gülen smøgede selv ærmerne op og byggede ihærdigt teltene op, gravede vandbrønde og affaldsgruber, selvom lejren blev fejet væk af kraftige sommerregn og tordenvejr og måtte genopbygges. Sådanne teltlejre fandt sted hvert år indtil 1980. Senere sørgede frivillige fra området, som støttede Gülens idé, for maden. Ved den første teltlejr måtte Gülen selv lave mad til de unge.

“De retter, jeg lavede, var ikke særlig varierede, men der var et par retter i mit repertoire. Nogle gange måske en risdessert eller en anden dessert ved siden af hovedretten. Maden blev lavet over bål. Ikke sjældent måtte jeg afbryde et seminar for at tjekke maden og lægge mere brænde på,”

husker Fethullah Gülen om denne tid, som han kalder den bedste periode i sit liv.