Livet er en af de største værdier for Gud, for det er den højeste velsignelse, eksistensens klimaks. Livet
er oprindelsen og essensen af alting; det gør alt, der er forbundet med det, til herre over næsten alt
andet.
Ethvert levende væsen kan sige, at ”alt, der eksisterer, er min ejendom; verdenen er mit hjem;
universet er en gave, der er givet til mig af min Herre,” for det er livet, der forbinder os med alting, som
lader os drage nytte af alting.
Derudover er livet – frugten af eksistensens træ – eksistensens korsvej. Fra dette
perspektiv, dvs. at livet er centret, eller mål, som alt andet er rettet imod – er livet det mest lysende
bevis på Gud, den Almægtiges, enhed, den fineste demonstration af Hans Barmhjertighed og det mest
komplekse eksempel på Hans kunst. Kort sagt, hvis der ikke var noget liv, ville eksistensen miste sin
mening og ikke være mulig at skelne fra ikke-eksistens.
Det er fordi denne vigtighed af livet, især livet af mennesker – den mest perfekte form –
ikke er kvantitativ men kvalitativ i sin natur (med andre ord, kan den ikke deles med antallet af
mennesker), at et menneskes liv repræsenterer alles liv. Det er derfor i Koranen, at et menneskes liv er
lig med alle menneskers liv, derfor betragtes mordet på et enkelt menneske som det samme som at
myrde alle mennesker, og på samme måde anses det at redde et menneskes liv som det samme som at
redde alle menneskers liv (Al-Ma’ida 5:32). I sammenhæng med denne erklæring, er det skrevet (i
Koranen), at dette også var den ordre, der blev givet til israelitterne, dvs. dette er et princip, der
eksisterer i Toraen.
Mord betragtes som en stor synd og en af de dødelige synder både i Koranen og i Toraen.
Dette forbud er en af de mest gennemgående strenge afgørelser, der findes i alle monoteistiske
religioner. Hvis det menneske, der tager en andens liv, overtræder lovene, hvis handlingen begås med
vilje/overlæg og fører til døden, da er straffen for gerningsmanden døden, både i Koranen og Toraen
(Al-Baqara 2:178-179; Anden Mosebog 21:12; Tredje Mosebog 24:17-18). 1
Denne handling, der er forbudt ved påbudet Du må ikke dræbe! i Toraen (Anden
Mosebog 20:13), er også det sjette af de Ti Bud. Denne regel beskytter den fundamentale ret, et
menneske har til livet, og den understreger vigtigheden af menneskelivets fredhellighed. I Jødedommen
er ”at dræbe” (qatl) defineret som ”at afslutte en andens liv”. 2 Islamiske lærde har defineret verbet qatl
som ”en handling, der får sjælen til at forlade kroppen.” 3
Mord i Toraen og Fastlæggelse af Forbrydelsen
Befalingen Du må ikke dræbe, som er nedskrevet i Anden Mosebog 20:13, er afledt af den hebræiske
rod ”r-ts-h”. Som forklaret af Rashbam og Bekhor Shor, kan den kun blive brugt om ”handlingen at
dræbe uretfærdigt” og bruges derfor ikke til at beskrive drab, der udføres som led i henrettelser, der
gøres som straf, eller drab, der opstår under krig. Det bruges heller ikke til at beskrive de tilfælde, hvor
verbets subjekt (dvs. den person, der begår drabshandlingen) er Gud eller en af englene. Dette forbud
bliver retfærdiggjort i Første Mosebog 9:6 på grundlag af ”hvis nogen udgyder blod, er det nødvendigt,
at hans blod bliver udgydt af et andet menneske, for Gud skabte menneskeheden fra Hans egen ånd.”
Det betyder, at livet, skabt fra Guds egen ånd, er absolut ukrænkeligt, og retten til at tage det såvel som
retten til at skænke det tilhører udelukkende Gud. Så enhver, der tager et liv, tilraner sig denne
ukrænkelige ret med denne ubeskriveligt rædselsfulde handling og krænker Guds suverænitet. Eftersom
mennesker er blevet skabt som ukrænkelige væsener, nedgør en morder også Guds stråleglans. Det er
af denne grund, at det ikke er indenfor menneskets domæne at tilgive en morder eller at fjerne
dødsstraffen og erstatte den med pengebøder, som forklaret i Fjerde Mosebog 35:31. 4
Mens Toraen erklærer, at de, der er blevet dømt for forbrydelsen mord, skal idømmes
dødsstraf, opstiller den Verbale Lov (Talmud) nogle restriktive reguleringer, der skal afgøre, hvad der
udgør forbrydelsen. Ifølge Talmud skal morderen advares lige inden forbrydelsen af to øjenvidner om,
at den handling, de vil til at udføre, er forbudt, og at de vil blive straffet med dødsstraf; morderen skal
erklære, at de er opmærksomme på disse fakta. Derudover skal vidnerne bevidne mordhandlingen. Selv
efter alt dette, uanset hvor stærke beviserne er, er det i sig selv ikke nok til at fastslå, at forbrydelsen er
blevet begået. Sagen skal forelægges for en religiøs domstol, der består af 23 dommere. Mens det er
tilstrækkeligt med et simpelt flertal med en margin på én stemme til en frikendelse, kræver en skyldig
kendelse et flertal på to stemmers overvægt. Men selv hvis dommerne enstemmigt skulle dømme den
anklagede skyldig, vil det blive svært at gennemføre straffen. R. Akiva og R. Tarfon minder os om, at
de har tjent i en ret, der behandlede sådanne forbrydelser, og at ingen nogensinde er blevet dømt til
døden. På trods af den kendsgerning at disse domstole normalt ikke idømmer dødsstraf, bliver de, der
erklæres skyldige, idømt lange fængselsstraffe. 5 I det moderne Israel har man ikke dødsstraf for
mordforbrydelser.
Mord og dets straf i Koranen
Efter at Koranen har slået fast, at det tage et liv er en religiøst forbudt forbrydelse, fortsætter den med
at fastslå straffen som gengældelse, hvis offerets arvinger ikke er tilfredse med denne verdens løsesum,
selvom eftergivelse af gengæld ved hjælp af godgørenhed bliver tilskyndet (Al-Baqara 2:178; Al-
Ma’ida 5:45), og evig ild i Helvede – hvis Gud ikke tilgiver – i det Hinsidige (An-Nisa 4:93; Az-Zumar
39:53). For de troende er straffen i det Hinsidige faktisk den virkelige straf, i sandhed den største og
den barskeste straf. Det betyder, at selve det at blive fordømt til en straf i evighedens rige, fordi man
har taget et menneskes liv, er en straf, hvis rædsel får en troende til at skælve i frygt og forhindrer, at
vedkommende bare tør at tænke på sådan en handling. Fra denne synsvinkel udgør de straffe, der
forbindes med det Hinsidige, en stærk etisk sanktion. Det er derfor, at Gud, den Almægtige, befaler:
Hvis en mand dræber en troende med forsæt, er hans betaling Helvede, hvor han skal residere i
evighed; og Guds vrede og forbandelse er med ham, og en grusom straf venter ham. (An-Nisa 4:93)
Der er ingen anden forbrydelse i Koranen, der har en tilsvarende barsk trussel knyttet til den.
Det mest omfattende vers i Koranen om de love, der er tilknyttet forbrydelsen af at tage et
liv og den forbundne straf, er det følgende, der findes i kapitlet Al-Baqara:
Oh I, som tror! Gengældelse er foreskrevet for jer i sagen med den dræbte, den frie for den frie og
slaven for en slave og en kvinde for kvinden; men hvis der gives nogen eftergivelse af den dræbtes
bror, da (er gengældelsesdrabet annulleret) indfri ethvert rimeligt krav og kompenser ham med rigelig
taknemlighed. Dette er en indrømmelse og en Barmhjertighed fra jeres Herre; så alle, der overskrider
grænsen efter dette, vil få en smertefuld afstraffelse. (Al-Baqara 2:178)
Dette vers fastslår, at gengældelse eller qisas er et krav, der kun kan bortses, hvis en af
offerets arvinger tilgiver – og at dette (dvs. tilgivelse) er det bedste og den mest gunstige metode. Det
er tilladt at blive enige om en bestemt sum i stedet for gengældelse. Dette vers erklærer ligheden for
alle med hensyn til ”retten til liv”. Det modificerer den jødiske Lov med hensyn til dens afgørelse om,
at tilgivelse er uacceptabelt, og den kristne regel om at drab som gengældelse ikke er tilladt; det
understreger prioriteringen af løsepenge over gengældelse og afslutter de arabiske traditioner og love,
der tillader at tage et menneskes liv i ærens navn, krænker menneskerettigheder og tager intet hensyn til
ligheden i retten til liv. 7 Ifølge muslimske lærde eksisterede tilgivelse og løsepenge ikke i Toraens
originale tekst; der fandtes kun dødsstraf. 8 Profeten, må fred og velsignelser være med ham, sagde
faktisk: ”For Israels børn var der ingen løsepenge, der var kun gengældelse.” 9 Denne hadith støttes af
følgende vers, fundet i vore dages Tora:
Og I skal ikke tage løsepenge for en morders person, når han er skyldig til at dø; for han skal dræbes.
(Fjerde Mosebog 35:31)
I henhold til Toraen er det ikke muligt at undslippe døden ved at betale løsepenge. 10
1 Baruch 1989, 167.
2 Suzan Alalu et al. 2001, s. 156.
3 Jurjani. Ta’rifat, opslag ”q-t-l”, s. 172; Abu al-Baka, Kulliyyat, s. 729; Ragib, Mufradat, opslag ”q-t-l”;
Bilmen, bind III, s. 17.
4 Nahum M. Sarna, Bible Commentary: Exodus, Philadelphia: The JPS (Jewish Publication Society), 1991,
20/13, s. 113.
5 Besalel, Yusuf. Yahudilik Ansiklopedisi, II, 317.
6 Ibid. II, 318.
7 Yazir, Elmalili M. Hamdi, Hak Dini Kur’an Dili, 1/601.
8 Zamahshari, Kashshaf, al-Baqara, 178, 1, 220; Radhi, Mafatih, al-Baqara, 178, II, 221, 225.
9 Bukhari, Tafsir, 23, Diyat, 8.
10 Rashi, IV, 170.
