”WHO (Verdenssundhedsorganisationen) satte 110 millioner dollars til side til udryddelse af en særlig
plante, der vokser på Sri Lanka; unge mennesker, der tyggede på dens rødder, mistede frygten for
døden og havde let ved at begå selvmord. Der bliver foretaget de nødvendige forholdsregler for at
mindske risikoen for, at denne plante spredes rundt om i verdenen.” Dette var en interessant nyhed,
nyhedsbureauerne udsendte i 2003.

Konklusionen om, at Fluocsetine (Prozac), der engang var kendt som lykkepillen,
afstedkom en tendens til selvmord i nogle patienter, frembragte en storm indenfor psykiatrien. Og
sidste år blev et af de stærkeste antidepressive midler, Parocsetine (Serorat) forbudt i England, da man
fandt ud af, at det havde lignende virkninger på selvmord; misbruget blandt de unge var allerede blevet
til et debatemne blandt professionelle.

Alle disse tendenser rejste spørgsmålet ”står vi overfor en ny fare?” hos de, der er
beskæftiget indenfor de psykofarmakologiske videnskaber. Har vi med medicinsk behandling givet
mennesker modet til at slå sig selv ihjel? Betyder dette, at et menneske, der er på den slags medicin,
bliver reduceret til bare lidt mere end en robot? Eller, endnu mere skræmmende, er psykofarmakologi
blevet til en videnskab, der sandsynligvis vil blive misbrugt i terrorhandlinger?

Denne udvikling antyder, at det ikke ville være svært at gøre en gruppe mennesker til
selvmordsbombere; man skulle føre dem igennem et træningsprogram, der minder om en rekrutskole,
og derpå give dem medicin, der tænder for en følelse af eufori og bagefter en anden dosis af et andet
lægemiddel, der vil hjælpe dem til at overvinde deres angst for døden.

Når de terrorhandlinger, der er sket de seneste år, såsom angrebene den 11. september og
angrebene i Mellemøsten, bliver betragtet fra dette perspektiv, vinder argumentet om, at terrorisme er
systematisk og består af organiserede hændelser, støttet af magtfulde organisationer, mere frem.

Soldaters Sygdom

Under en Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) og den fransk-russiske krig (1870-1871) blev morfin
givet som indsprøjtninger, brugt i udstrakt grad af soldaterne som smertedæmper. Det blev brugt til at
hjælpe soldaterne til at udholde smerter fra deres sår, skader og brandsår og hjalp dem til at slappe af.
Men da disse soldater blev udskrevet fra hospital, led de af hovedpiner, rystelser, kvalme, opkastninger
og kramper. Dette kliniske fænomen blev kendt som ”soldaters sygdom”. Senere opdagede man, at det
var resultatet af soldater, der gennemgik en afvænning; soldater, der tidligere var blevet behandlet med
morfin oplevede afvænningssymptomer, da de blev afskåret fra deres forsyning af morfin.

Opdagelsen af Opium

Opiums hydrokloride salt findes i en opløsning, man får fra opiumsplantens stilk; man får fat i den ved
at prikke planten. Almindeligvis blev det røget på en pibe, eller tygget og slugt i Europa og Fjernøsten,
og var et almindeligt rusmiddel blandt adelen. I 1804 lykkedes det den franske kemiker, Seguin, at
fremstille rene, farveløse morfinkrystaller af opium. Og i 1812 analyserede en anden kemiker, tyskeren

Serturner, substansen videnskabeligt og udgav sin analyse som ”The Analysis of Opium”. Det krævede
meget arbejde at omdanne morfin til en indsprøjtning; men det lykkedes til sidst i 1853.

Navnet på denne substans, der blev fremført som en mirakelmedicin, glædens medicin, og
som blev brugt både som smertestillende og søvndyssende medicin, blev taget fra den græske
mytologis gud for søvn og drømme, Morpheus. Når man brugte morfin, anså man det for, at
vedkommende havde givet slip på sig selv i armene på denne gud. Denne vane var så almindelig, at
nogle rige mennesker havde morfin klar i sprøjten, pakket ind i et silketørklæde, altid klar til en
injektion under huden når som helst, de havde lyst. Pichan gjorde opmærksom på morfinens
vanedannende virkning i sin berømmede bog, Morphinisme, i 1890. I Tyrkiet udgav Mazhar Osman
lignende information i sin bog Keyif Veren Zehirler [Nydelsesgivende Gifte] i 1934. Over hele verden
var denne afhængighed mest almindelig blandt mennesker i sundhedssektoren. Da man til sidst havde
fastslået dens uheldige bivirkning, blev brugen af det som smertestillende middel til soldaterne under
krig forladt.

Det ville ikke være forkert at hævde, at i dag er ”Ecstasy” begyndt at indtage den plads,

morfin tidligere havde i samfundet.

Findes der Nutidige Selvmordsmedicin?

Psykedeliske stoffer, dvs. de stoffer, der gør menneskets åndelige livs side synlig og tydelig, blev
oprindeligt defineret som bestående af LSD og Meskalin i 1954 og fik senere indflydelse på moderne
kunst og musik.

Substanser, der har beroligende og psykiske virkninger, såsom Meskalin, der findes i
Peyotekaktussen i Sydamerika, blev brugt i aztekernes ritualer. Amerikanske indianere og aztekere,
som spiste af kaktussens blade og blev ekstatiske, kaldte denne plante for den ”Guddommelige Plante”.
I 1895 blev Meskalins oprindelige molekyle identificeret. Ved at anvende en lignende farmakologi
fandt man efter 1940’erne også LSD (et alkaloid fra meldrøje) og psilocybin. Aztekernes svamp blev
formeret i kliniske studier. Meskalin og andre substanser fra LSD-gruppen frembringer følelser af
overvældende glæde og stor forvrængning af afstands- og dybdeopfattelse. Et menneske under
indflydelse af disse stoffer taler uophørligt om fortiden og fremtiden. Disse substanser stimulerer
religiøse følelser og en fornemmelse af styrke, og alle andre ting, vedkommende har undertrykt på et
ubevidst plan, strømmer ud. Mens det er muligt for alkoholikere at bevare selvkontrollen i nogen grad,
afslører de, der er under indflydelse af psykedeliske stoffer, alt uden at skelne.

Derfor brugte nogle hemmelige organisationer, såsom CIA, disse substanser i nogle større

projekter i løbet af 1960’erne. Til sidst blev en sådan brug gjort ulovlig.

LSD som et Stof til Hjernevask

LSD blev opdaget den 19. april 1943 af dr. Markus Hopmann i hans laboratorium; han indså, at denne
substans havde fået noget sært til at ske med ham. Hopman nedskrev alle de forandringer, LSD fik ham
til at gå igennem, minut for minut. LSD blev lavet af et alkaloid fra rugens meldrøje.

LSD blev brugt af spioner, hemmelige tjenester og kriminelle organisationer for at få
adgang til ”fjendens” sind og, hvis det var nødvendigt, at ændre disse tanker, mellem årene 1950 og
1966. Med indførelsen af Helsinkikonventionen i 1964 blev sådanne eksperimenter på mennesker
forbudt, og derfor er den slags aktiviteter officielt ophørt med at forekomme. Det er ikke længere
videnskabeligt acceptabelt at udsætte folk for denne slags substanser ved at tilføre det i deres mad eller
drikke og derefter overvåge deres adfærd. Men de samme metoder kan benyttes til at hjernevaske

mennesker i et lejr-lignende miljø; stoffer og indespærring udgør et stærkt hold. Det ville endda være
muligt at styre folk til specifikke mål og gøre dem til selvmordsbombere.

Der findes andre substanser, der kunne bruges af relevante grupper til at opnå deres
medlemmers loyalitet; de kunne hjælpe til med at tvinge ”soldaterne” til at udføre de ønskede opgaver.
Hvis mennesker kan trænes til at blive selvmordsangribere ved at give dem stoffer, der forstærker deres
mod, og med andre substanser, der fjerner deres angst for døden, da ville selv de mest kostbare raketter
blive forældede.

Stoffer, der Forstærker Mod og Fjerner Dødsfrygt

”Ecstasy” er en illegal syntetisk substans, og den kendes videnskabeligt som MDMA (metile endioxy
metame fetamine). Det kaldes også ”klubstoffet”, fordi det er udbredt i natklubber, da det giver en
kunstig følelse af glæde. Indholdet i Ecstasy, der bliver produceret illegalt, beriges med caffein,
”udødelighedens sirup” og kokain for at lave det, der almindeligvis kaldes for ”speed”. Amfetaminer
kan holde mennesker hyperaktive og livlige i timevis.. De forøger opmærksomhedsområdet enormt og
får folk til at føle sig stærke og energiske. Til forskel fra LSD forvrænger amfetaminerne ikke
realitetssansen. De udmatter hjernens serotonin beholdning, og dette relateres til følelsen af glæde
(NIDA 2004). Den høje grad af selvtillid og ukontrolleret mod, der kommer med amfetaminer, giver
brugeren en følelse af at være i en anden verden. For at kunne bevare sådan en energi, kræver personen
stoffet mere og mere. Hvis et menneske nærer følelser af hævngerrighed og had, kan sådanne stoffer
bringe disse følelser op til overfladen og styre personen mod målet, selvom det ville betyde selvmord at
nærme sig dette mål. I dag foretages der studier indenfor det psykofarmakologiske område, der kigger
på, hvordan man kan stimulere de områder af hjernen, der er associeret med panik og frygten for
døden.

Konklusion

For tusind år siden terroriserede en gruppe, kendt som de berygtede ”Hash-hashiyyun” (valmuernes
folk), de muslimske ledere, lærde og islamiske regeringer i den muslimske verden; de gik ind i døden
uden frygt; dette skyldtes de valmuer, de indtog. Men i dag er det muligt at hjernevaske mennesker ved
hjælp af moderne kemiske midler og styre de samme mennesker til at udføre bestemte handlinger.
Det er muligt for enhver tjeneste, organisation eller stat, der har kemiske laboratorier,
udstyret med højkvalitets teknologi, at dykke ned i tankerne hos en gruppe mennesker med LSD; det er
da muligt at påvirke disse samme mennesker med ny propaganda; propaganda, der er rettet mod
bestemte mål. Disse mennesker vil så blive styret – ved at få dem til at indtage store mængder Ecstasy
og amfetaminer – til at foretage enhver handling indenfor de følgende 8 til 10 timer.

Den sørgelige del af dette er, at verdensfreden kommer i fare eller endda kan blive

ødelagt ved videnskabens hånd.

 

 

 

Referencer
Smith, K.M., Larivell Romanelli, Club Drugs, Menthrlere Dioxymethamphetamire, Flunitrazapam,
Ketamire Hydrochloride and Gamma Hidroxybutyrtae, I. Health, Syst., 2002, Pharm, 59, 1067-1076.

NIDA Forteens. ”Fact on Drugs-Ecstasy”, www,teendrugsabuse.gov.2004

Dugiero G. Schifanorf, Forza G. Personality Dimensions and Psychopathological Profiles of Ecstasy
Users, Hum Psychopharmalogical Clin Exp, 2001, 16/635-639.

Köknel Ö. Alkolden Eroine Kisilikten Kacis. Istanbul: Asltun Kitaplar, 1983.

Tarhan, N. Psikolojik Savas, Istanbul: Timas Yayinevi, 2002.

F. al-Syed, ”The Neurochemistry of Drugs of Abuse, Cocaine, Ibagaine, and Substituted
Amphetamines”, Annals of the New York Academy Sciences, 1989, Vol. 844.

Harvery J. og B. Kosofsky. ”Cocaine, Effects on the Developing Brain”, Annals of the New York
Academy of Sciences, 1998, Vol. 846.

Sizinti Arastirma Grubu: ”Terörde Psikofarmakolojik”, Sizinti, 2004, s. 300, 595-597.