Inden vi begynder at analysere selvmordsangreb er der to generelle emner, det er nødvendigt at
fokusere på. Ifølge Islam er mennesker højerestående, fordi vi er menneskelige. Koranen udtrykker
dette princip som
Vi har beæret Adams børn (Al-Isra 17:70).
Derfor, uanset om et menneske er mand
eller kvinde, gammel eller ung, sort eller hvid, er alle mennesker ærværdige, ukrænkelige og
beskyttede. Islam betragter menneskelivet meget som meget højt.
Mange af Koranens vers og hadith beordrer, at de fem første værdier 1 , kendt som ”Zaruriyat al-Khamsa” (de fem ufravigelige forhold), skal beskyttes. Disse forhold er: livet, religion, efterkommere, sindet og ejendom.
Derfor må
menneskeliv ikke krænkes, ære må ikke skændes, ejendom må ikke konfiskeres. Folk kan ikke blive
drevet fra deres hjem eller jorde, de kan ikke fratages deres frihed, og man kan ikke forhindre dem i
deres ret til at praktisere deres religion. Da Islam betragter hvert menneske som i besiddelse af samme
værdi som hele arten, bliver drabet på et enkelt menneske bedømt som det samme som at slagte hele
menneskeheden og omvendt, at redde et enkelt menneskes liv betragtes på samme måde som at redde
hele menneskehedens liv (Al-Ma’ida 5:32)
Mennesker bliver ikke lige så højt anset i nogen kommission eller noget etablissement for
menneskerettigheder eller i noget andet religiøst eller trossystem, end de er i Islam. Det er ikke tilladt (i
Islam) for et menneske at begå en forbrydelse, selv imod sig selv; derfor er det forbudt at tage det liv,
Gud har skænket en. Da, i samme tankespor, intet menneske kan tage et andet menneskes liv, kan ingen
afslutte sit eget liv, dvs. selvmord er ikke tilladt. Islam forbyder kategorisk selvmord. Den Hellige
Koran forbyder selvmord (An-Nisa 4:29), og i mange hadiths erklærede Profeten, at selvmord er
ulovligt i Islam. 2
Fred er Essentielt i Islam
Islam betyder fred, sikkerhed og fornuft.
Den muslim, der tror og praktiserer sin religion, er et
menneske, der vækker tillid hos alle og endda i alle ting; sådan et menneske skader ikke nogen ved ord
eller handling. Faktisk fører Islam krig mod tumult, oprør, stridigheder, tyranni og terrorisme. Som det
er slået fast i mange af Koranens vers 3 og i hadith 4 er fred essentielt i Islam og krig bedømmes som
arizi, sekundær, unaturlig eller situationsafhængig. Muslimers opførsel overfor andre mennesker burde
også være baseret på fred. I virkeligheden, i en religion, hvor sikkerhed og verdensfred er princippet, er
krig og ufred sikre på at komme i anden række; det svarer til en sund krops kamp mod de bakterier, der
har invaderet den. I princippet tolererer Islam ikke krig, selv når der er strenge regler for, hvordan den
skal udføres, selvom den er en af menneskehedens realiteter og en af de mest fremtrædende
kendsgerninger i menneskets historie. I Islam er krig begrænset forsvarsformål; indenfor de principielle
rammer, Koranen har opstillet som følger: tumult og undertrykkelse er værre end slagteri (Al-Baqara
2:191), kan krig kun retfærdiggøres for at forebygge kaos (som fører til krige), anarki, tyranni og en
opgivende holdning. 5 Med Koranen fik krig, for første gang i menneskehedens historie, et sæt af
restriktioner og principper. (Gülen 2004, 238; Yazir 1979, 2/692)
Islam har fremsat reguleringer for at afbalancere krig. Islam betragter retfærdighed og verdensomspændende fred som et princip, idet den fastslår:
Oh de, som tror! Stå fast frem for Gud som vidner til rimelig handel, og lad ikke andres had få jer til at
vakle mod synd og fravige fra retfærdighed. Vær retfærdige: den står næst efter Fromhed: og frygt
Gud, for Gud er vel vidende om alt det, I gør. (Al-Ma’ida 5:8)
Sammen med disse fundamentale principper anerkender Islam, at enhver troende har
retten til at beskytte sin religion, liv, ejendom, efterkommere samt deres ære og ukrænkelige værdier.
Dette gælder så langt som, at man betragter døden under forsvaret af disse rettigheder som martyrium.
For eksempel erklærede Guds Budbringer, at enhver, der bliver dræbt for deres ejendoms skyld, er en
martyr; enhver, der bliver dræbt i forsvaret for sit liv, er en martyr; enhver, der dræbes, mens han/hun
forsvarer sine slægtninge, er en martyr; og enhver, der dræbes for deres hjems og families skyld, er en
martyr. 6
Efter vi har set på dette emne fra dette generelle perspektiv vil vi nu gerne koncentrere os
om selvmordsangreb. Selvmordsangreb bør blive analyseret i to grupper: de, der bliver begået i
fredstid, og de, der bliver begået i krigstid.
Selvmordsangreb i Fredstid
For det første skal det her slås fast, at det ikke ville være korrekt at bruge de love og regler, der angår
en tilstand af krig – en tilstand, som Islam betragter som en arizi, unaturlig, sekundær eller
situationsafhængig tingenes tilstand – og bruger dem i fredstid. Krigens love gælder kun for en
krigstilstand og krigsforhold. I fredstid og det civile liv kræver Islam et højt niveau af moralske og
religiøse værdier for hver muslim og forlanger, at alle mennesker bliver behandlet med barmhjertighed
og medfølelse; Islam bestræber sig på at etablere fred og sikkerhed i samfundet. 7 Derfor er det
utænkeligt, at Islam ville retfærdiggøre selvmordsangreb udført i fredstid i noget land mod noget mål,
civilt eller militært, da sådanne angreb ville føre til tab af uskyldige liv.
Koranen, som beordrer, at alle mennesker og selv alle skabninger skal behandles med
barmhjertighed og medfølelse, sætter lighedstegn mellem drabet på et menneske uretfærdigt og drabet
på hele menneskeheden (Al-Ma’ida 5:32).
Fra det islamiske synspunkt er det, som nævnt ovenfor, at
dræbe et menneske uretfærdigt, virkeligt ligeså alvorlig en synd som at dræbe hele menneskeheden.
Det er fordi et uretfærdigt drab på et menneske indebærer både muligheden for, at enhver person kan
blive dræbt uden forskel samt er fortaler for mangel på respekt for hele menneskehedens ret til at leve.
Det menneske, der begår sådan en forbrydelse, træder ind på en meget frygtelig vej med mordet på et
menneske, en skabning, der er meget værdifuld for Gud. Derfor fortjener denne gerningsmand, der
blodigt dræber et andet menneske, Guds vrede og raseri og skal blive straffet i det Hinsidige som havde
den dræbt hele menneskeheden.
Koranen forlanger ikke så barsk en straf for nogen anden forbrydelse som den, den
tildeler dem, der med vilje dræber uskyldige mennesker. Afgørelsen og straffene er i sandhed
frygtelige:
Hvis et menneske med vilje dræber en troende, er dets betaling Helvede at bo i (for evigt); og Guds
vrede og forbandelse er over vedkommende, og en grusom straf gøres klar til vedkommende. (An-Nisa
4:93)
Straffen for et overlagt mord på en troende er evig ild i Helvede, bortset fra Guds
eventuelle tilgivelse. Ibn Abbas og nogle andre lærde fortolkede dette vers som at angeren hos det
menneske, der overlagt dræbte en troende, vil blive afvist, og de vil blive fordømt til evig ild i
Helvede. 8 Denne kommentar, der er nedskrevet af de mest fremtrædende autoriteter på området tafsir
(kommentarer på Koranen), fortjener at blive overvejet nøje.
I verset bliver det slået fast, at i tilgift til straffen i evig ild i Helvede til dem, der med
vilje dræber en troende, bliver disse mennesker også fordømt til Guds vrede og forbandelse. Desuden
er en forfærdelig straf gjort klar til dem. Det er meget vigtigt her at gøre det klart, at der i hele Koranen
ikke er nogen anden trussel, der er ligeså barsk og frygtindgydende. På samme måde er drabet på et
uskyldigt menneske nævnt ved siden af at begå shirk (antage, at Gud har en partner, den særlige store
synd, der ikke vil blive tilgivet) (Al-Furqan 25:68; Al-An’am, 6:151); placeringen af disse to sammen
er også værd at bemærke med hensyn til at illustrere sagens alvor.
At bruge islamiske kilder til at bifalde handlinger, der tager menneskeliv, er ikke muligt.
Ingen bevidst muslim, der ejer kendetegnene på tro og Islam (underkastelse til Gud), kan begå sådan en
handling.
Selvmordsangreb i en Krigstilstand
Vi har kort skitseret Islams generelle holdning til selvmordsangreb i fredstid. Nu vil vi analysere
selvmordsangreb på civile og uskyldige mennesker på steder, hvor muslimer er i en position til at
kæmpe for deres liv, deres ukrænkelige værdier og deres hjemland fra islamiske kriteriers perspektiv.
”Ikke-stridende” kan ikke dræbes i tilfælde af krig
Enhver muslim skal leve sit liv i henhold til principperne i det budskab, som Almægtige Gud har
åbenbaret i Koranen. Muslimer formodes at strukturere hver enhed i deres liv, fra tilbedelsens rige til
social adfærd og følelser, i overensstemmelse med de guddommelige retningslinier. Således er de
forpligtiget til at følge disse retningslinier i kampen for at forsvare de rettigheder, der skal beskyttes.
Krigens proces retfærdiggør ikke krænkelse af disse principper og doktriner. Selv i tilfælde af krig
bifalder Islam ikke drab på ikke-stridende mennesker, som er gamle, kvinder og børn; disse mennesker
kan ikke have status som ”kombattant”. Og denne fremgangsmåde, der nu anses som del af
”engagementets regler”, er faktisk et originalt princip, krigens love har arvet fra Islam.
Som generelt princip må ”ikke-stridende” ikke dræbes i tilfælde af krig, som det står i Koranen:
Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer (som er duelige og i stand til at kæmpe, og som
aktivt deltager i kampen), men overtræd ikke grænserne, for Gud elsker ikke overtræderne. (Al-Baqara
2:190)
Reservationen af ”de, som kæmper mod jer” i versets originale tekst, er af yderste
vigtighed. For at forklare dette i grammatiske vendinger, betegner måden på arabisk ”deltagelse” som, i
denne forstand betyder: ”de, som kommer ind under status som kombattant”. Derfor skal man ikke
kæmpe mod ikke-stridende.
”Forbuddet mod at dræbe ikke-stridende”, som forstået ud af dette vers, blev belyst af
Profeten både verbalt og i handling: der er talrige hadiths om dette emne. 9 Vi vil dog her blot fortælle
nogle få for at tydeliggøre emnet:
På en af ekspeditionerne (ghazwa) fandt man liget af en kvinde. Guds Budbringer
fordømte denne opførsel, idet han sagde, ”Men denne kvinde var ikke en kombattant, hvorfor blev hun
dræbt?” 10 , og forbød derefter drab på kvinder og børn. 11
Derudover advarede Guds Budbringer sædvanligvis kommandanterne og de hære, han
sendte ud på ekspeditioner: ”Kæmp på Guds vej, kæmp for Gud; hold jer til de aftaler, der er gjort
mellem jer og jeres rivaler, hvis der er nogen; overtræd ikke grænserne; begå ikke musla (ligskænding,
dvs. skær ikke ører, næser og lignende af; med andre ord, foretag ikke de ting, der er fornedrende for
menneskelig værdighed); dræb ikke børn, kvinder, de gamle og dem, der søger tilflugt i steder for
tilbedelse.” 12
Efter Profeten fulgte de Retledte Kaliffer (de første fire kaliffer) disse regler med særlig
omhu, idet de overholdt dem nøje. Og fra den dag har de fleste muslimske statsoverhoveder mindet
deres kommandanter om disse principper, når de sendte dem af sted til fronten, idet de gav dem
befalinger og indskærpninger, som trofast er blevet overholdt gennem hele historien:
Fjern aldrig frygten for Gud fra jeres hjerter. Glem aldrig, at uden Guds tawfiq (guddommelig
vejledning og assistance) kan I intet gøre. Husk altid at Islam er religionen for kærlighed og fred. Guds
Budbringers mod, tapperhed og taqwa (frygt for Gud, fromhed) skal være jeres rollemodel. Tramp ikke
rundt i tilsåede marker og frugthaver. Vis respekt for præster og munke, der bor på steder for tilbedelse
og for de andre, der har hengivet sig til Gud; skad dem ikke. Dræb ikke civile, vis ikke kvinder mangel
på respekt og behandl ikke de slagne på en ydmygende måde. Tag ikke mod gaver fra de lokale; lad
ikke jeres soldater indlogere i de lokales huse. Forsøm aldrig en eneste af jeres fem daglige bønner.
Frygt Gud og glem ikke, at døden kan komme og finde jer på hvert et tidspunkt, selv når I er tusinder
kilometer fra frontlinien. Derfor, vær altid beredt på døden. (Gülen 2004, 238)
De lærde indenfor islamisk lov har enstemmigt vedtaget, at drab på ikke-stridende
kvinder, børn, gamle, munke og de fromme, der er isolerede i klostre, optaget af tilbedelse, de blinde
og handicappede, er forbudt i Islam. 13
I det føromtalte vers (Al-Baqara 2:190) beordrer Koranen, at muslimerne ikke må
overdrive. ”At overdrive” bliver defineret i Profeternes kommentarer på to måder: den ene ”at dræbe
ikke-stridende” og den anden ”at opføre sig nedværdigende overfor de overvundne.” Guds Budbringer
forbød at skamfere krigens døde, 14 og også sabran drab (binde en person fast, mens han endnu er i live
til at bruge til målskydning med forskellige typer våben, indtil vedkommende er død). 15 Han forbød
endda, at sådanne øvelser blev brugt på kyllinger, for ikke at tale om mennesker. 16
Derudover gjorde Guds Budbringer opmærksom på den kendsgerning, at muslimer har
pligt til at opføre sig på en passende måde, selv i kamp mod fjenden. ”De, der kæmper på en god måde
(tager hensyn til etiske og menneskelige værdier), er menneskene af tro.” 17
Islam sætter endda etiske regler og retningslinjer for, hvordan man slagter dyr; derfor bør
man ikke undre sig over, at den forbyder overdrivelser, når mennesker kæmper mod hinanden.
Muslimer har gennem århundreder overholdt disse etiske regler, når de slagter dyr til de rituelle
ofringer, såvel som til andre tider. For eksempel forbyder en hadith 18 grusom behandling af dyr, og at
man hvæsser kniven for øjnene af det dyr, der skal slagtes. Kort sagt kan man, set fra de disse kriteriers
perspektiv, tydeligt se at vore dages selvmordsangreb, som koster hundreder af uskyldige menneskeliv,
på ingen måde harmonerer med Islams generelle etiske principper.
Referencer
1 Shatibi, Muwafaqat, 2/7-10
2 Bukhari, Janaiz, 84; Muslim, Iman, 175
3 Muhammad 47:4; Al-Baqara 2:208; An-Nisa 4:90, 94; Al-Mumtahana 60:8. Se Yazir, 1979, 4/2424. Zuhayli, Asar al-Harb, s. 133-136.
4 Bukhari, Jihad, 112. Muslim, Jihad, 19; Abu Dawud, Jihad, 89.
5 Sarahsi, al-Mabsut, 10/5; Zuhayli, Asar al-Harb, 90-94.
6 Tirmidhi, Diyat, 21; Bukhari, Mazalim, 33; Muslim, Iman, 222.
7 Se Al-Mumtahana 60:8; Al-Jathiya, 45:14.
8 Tabari, Jami’ al-Bayan, 4/295; Ibn al-Kathir, Tafsir al-Qur’an al-Ázim, 2/332.
9 Se Tahawi, Sharh al-Maan al-Asar, 3/224-225; Tahanawi, I’la as-Sunan, 12/29.
10 Abu Dawud, Jihad, 111.
11 Bukhari, Jihad, 147; Muslim, Jihad, 25.
12 Tahanawi, I’la as-Sunan, 12/31-32; Ahmad ibn Hanbal, Musnad, 1/300, Abu Dawud, Jihad, 82; Ahmad ibn Hanbal,
Musnad 1/300; Baykhaki, Sunan al-Kubra, 9/90.
13 Tahawi, Muhtasar al-Ikhtilaf al-Fuqaha, 3/455-456.
14 Bukhari, Mazalim, 30; Abu Dawud, Jihad, 110.
15 Muslim, Sayd, 58-60; Ibn Maja, Zabaih 10. Se Yazir 2/694.
16 Abu Dawud, Jihad, 120; Darimi, Adahi, 13.
17 Abu Dawud, Jihad, 110; Ibn Maja, Diyat, 30.
18 Abu Dawud, Adahi, 12; Tirmidhi, Diyat, 14.
Azim Abadi, Awn al-Ma’bud, Beirut: Dar al-Kutub al-Ilmiyya, 1994.
Bazzar, Abu Bakr; Musnad al-Bazzar, Beirut: Muassasat al-Ulum al-Qur’an, 1988.
Yazir, Elmalili M. Hamdi, Hak Dini Kur’an Dili, Istanbul: Eser Yay, 1979.
Gülen, Fethullah, Sonsuz Nur, Nil Yay, Izmir, 2003.
—- , Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, New Jersey: The Light, Inc., 2004.
Hans Wehr, A Dictionary of Modern Written Arabic, Beirut: Maktabat al-Lubnan, 1960.
Ibn al-Abadin, Muhammad Emin. Hasiyetü Reddi’l-Muhtar, Istanbul: Kahraman Yay., 1984.
Al-Mahajja, Nr. 208, 15. februar, 2004.
Mevlana Sibli en-Numani, Bütün Yönleriyle Hazreti Ömer ve Devlet Idaresi. Oversat af Talip Yasar
Alp. Istanbul: Hikmet Yayinlari, 1986.
Muhyiddin al-Ghazi. ”Adwaun ’ala Kalimat al-irha.” al-Bas al-Islami, Lekne: Muassasat as-Sahafa
wannashr, maj 2003.
Oxford Wordpower, Oxford University Press, New York, 1999.
Seyyid Bey. el-Medhal, Istanbul.
Shatibi, Ibrahim ibn Musa. al-Muwafaqat fi Usul ash-Sharia, Beirut: Dar al-Kutub al-Ilmiyya.
Tahawi. Abu Jafar. Muhtasar al-Ihtilaf al-Fuqaha (Ihtisar, Jassas). Abdullah Nazir Ahmad, Dar al-
Bashair al-Islamiyya, Beirut, 1996.
Sharh, al-Maan al-Asar, Beirut: Dar al-Kutub al-Ilmiyya, Libanon, 1987.
Zuhayli, Asar al-Harb fi’l-fiqh al-Islami diraseten ve mukareneten, Syrien: Dar al-Fikr, 1998.
