For at forstå og løse et problem af enhver art er det første, man skal gøre, at identificere årsagerne til
problemets fremkomst. Ellers vil alle analyser, kommentarer og løsningsmetoder være dømt til at
mislykkes. Hvis et glorværdigt mål, som f.eks. martyrium, bliver genstand for forkerte handlinger, er
der tydeligvis et behov for at vurdere emnet i dybden og at basere sin analyse på disse vurderinger.
Imidlertid vil vort emne her ikke fokusere på en sådan vurdering; derimod vil det snarere være en
søgen efter svar på hvilket sted martyriet har, og hvem Islams martyrer er.
Ideelle mennesker
Der er fire typer mennesker, der er hædret som eksempel på ideelle rollemodeller i Koranen og Sunna,
Islams to hovedkilder: profeten, siddiq (det eminent sandfærdige menneske), shahid (martyren eller
vidnet) og salih (det retlinede menneske) (An-Nisa 4:69).
Den første af disse er den højeste
kulmination af den fremgang og perfektion, menneskeheden kan nå. Men dette mål kan man ikke nå
ved anstrengelser eller inspiration, for det er Gud Selv, Der vælger det menneske, der skal sendes som
profet, og Som udruster ham med de nødvendige fortrin. Vejen til at nå dette blev lukket permanent
efter den sidste profet, Muhammad, må fred og velsignelser være med ham; der vil ikke komme flere
profeter. De andre tre positioner er hjertets sandfærdighed, martyrium og retfærdighed.
Hovedfaktoren i at blive martyr er at bevidne sandheden i alle livets aspekter og i al ens
opførsel. Derudover indebærer martyriet også at bevidne ghayb, den usete verden, ved en indre
opfattelse, på en måde, der ligner den, normale mennesker opfatter den fysiske verden på; det er i
denne forstand, Koranen bruger ordene shahid og shahada (martyrium). Det er derfor en metafor, når
man kalder dem martyrer eller vidner, der har givet livet for Guds skyld. De kaldes for ”vidner”
(martyrer), fordi de bærer vidne om den sandhed, de tror så dybt på, at de er villige til at risikere livet
for den.
Gennem hele historien har martyriet altid været en af de sublime grader, en muslim kan
håbe på at nå. På et tidspunkt blev martyriet den vigtigste kilde til magt ved at føre muslimerne til sejr
over fjender, der fysisk var meget stærkere eller var mange flere i antal. Men på andre tidspunkter, da
muslimske soldater havde tvivl om at opnå martyrium, var nederlag slutresultatet. For eksempel den
kendsgerning at Timurs hær også var muslimsk, fik den osmanniske hær til at tabe Ankarakrigen, da de
osmanniske soldater ikke troede, det var muligt at få martyrium eller blive en krigshelt (ghazi) i denne
krig (Gökbilgin 1977).
Man får ikke martyrium alene ved at blive dræbt af en ikkemuslimsk soldat under en krig,
og sådan en hændelse er heller ikke nogen garanti for martyrium. Døden ved en ikkemuslims hånd kan
ske af mange årsager, der ikke er del af krig. Selv de, der dør ved brutaliteten i en troendes hånd, eller
de, som dør ved drukning eller af forgiftning eller af andre lignende årsager, kan også blive martyrer.
Således er martyriet en spirituel rang, hvori personens bevidste intention anses som sagens kerne. Hvis
ikke det var sådan, ville troende bede om at blive dræbt af ikkemuslimer i stedet for at ønske sig Guds
martyrium. I Islam er det forbudt at ønske sig at dø; de troende skal kæmpe for at overleve og vinde en
krig fremfor at vælge at dø. De bliver først martyrer, når de bliver dræbt efter at have kæmpet til det
yderste for at overleve krigen. Så selvom et menneskes intention er martyrium, vil det, hvis de vælger at dø fremfor at kæmpe for Guds sag, blive betragtet som selvmord – noget, der er forbudt i Islam. I
virkeligheden tog Profeten og mange af hans Ledsagere forholdsregler imod døden; de opsøgte den
ikke. De bar rustning og brugte skjolde under slagene, de trak sig også tilbage og gravede grøfter, hvis
det var nødvendigt; med andre ord stræbte de efter at overleve og vinde krigen. Det er ikke et mål for
en muslim at dø i krig; og at kaste sig ud i krig for at møde dette endeligt kunne føre til fiasko med
hensyn til at nå martyrium.
Hvilken Slags Mennesker Bliver Betragtet som Martyrer?
Martyrer er de, som har fulgt den vej, Gud har fastlagt for de troende, en vej der fører til Guds
velsignelser, og som er døde eller er blevet dræbt, mens de stræbte efter at opfylde kravene til at
befærde sig på denne vej, eller de som er døde, mens de beskyttede de værdier, Gud befalede, skulle
beskyttes; disse mennesker æres og kaldes for martyrer.
Islamisk litteratur nævner tre klasser af martyrer: den perfekte martyr, denne verdens martyr og efterlivets martyr.
Den perfekte martyr
Perfekt martyrium er den type, der opfylder både martyriets betingelser i Guds øjne, og hvor
begravelsesritualerne for en martyr bliver fulgt. Under begravelsen af en perfekt martyr 1) udføres den
rituelle afvaskning af kroppen ikke, 2) kroppen svøbes ikke ind i et klæde, 3) og begravelsesbønnen
udføres ikke – dette sidste er omdiskuteret.
Der er seks betingelser for, at en martyr kan klassificeres som en ”perfekt martyr”:
1) Man skal være muslim: det grundlæggende krav er, at martyren er en troende (muslim). Det er
blevet fastlagt, at ikkemuslimer ikke kan nyde godt af de åndelige velsignelser, Islam giver; disse
inkluderer rangen af martyrium.
2) At være ansvarlig: I henhold til islamiske principper skal et menneske, for at kunne blive holdt
ansvarlig i Islam, have en god mental sundhed og at have nået puberteten. Derfor drages børn og
mentalt syge ikke til ansvar, og de er derfor uegnede til ”perfekt martyrium”. Dette er Imam
A’zams synspunkt; men lærde, der er uenige i denne holdning, hævder, at ”de, der når puberteten
og de, der ikke gør, står på lige fod hvad angår betingelserne for martyrium. Eftersom de, der endnu
ikke er nået i puberteten, bliver anset som muslimer, og hvis de dør, mens de kæmper mod de
vantro, da har de handlet ligesom dem, der har nået puberteten. Derfor kræver retfærdigheden, at de
bliver behandlet lige. Faktisk støtter Profetens behandling af martyrerne ved Slaget ved Uhud denne
holdning, fordi der var mange meget unge blandt martyrerne, som Harith ibn Numan” (Zuhayli
3:105).
3) Renlighed: Martyren skal være ren med hensyn til de betingelser, der kaldes for kanonisk urenhed.
I henhold til denne betingelse er mænd, der har brug for rituel afvaskning og kvinder, der har
menses eller indenfor post partum perioden, undtaget fra rammerne for begravelsesbehandlingen af
”perfekte martyrer”. Det vil sige, at de, der dræbes i denne tilstand, får en afvaskning. Dette er
Imam A’zams holdning. På den anden side hævder lærde som Imam Muhammad, Abu Yusuf,
Shafii, Ahmet ibn Hanbal og Imam Malik, at martyriet i sig selv renser bort deres urenhed, derfor er
der ikke behov for at give (rituel) afvaskning til personer, der er dræbt under de betingelser.
Sidstnævnte lærde giver deres synspunkt substans med sagen om Hanzala, der kæmpede i Slaget
ved Uhud og blev dræbt. Han var blevet gift dagen inden og havde måttet løbe til kampen uden at
have fået tid til at gøre sin afvaskning (som kræves efter samleje). Selvom hans kone havde fortalt Profeten, at han var kanonisk uren, da han døde, erklærede Profeten, at han var blevet givet
afvaskning af englene, og begravede ham uden afvaskning (ligesom alle de andre martyrer) (Ibn
Abidin 3:514).
4) Ikke at blive dræbt for en retfærdig sag: De, som ikke dræbes for en retfærdig sag, for eksempel
som en legal straf for en forbrydelse, såsom qisas (gengældsmord), betragtes som ”perfekte
martyrer”.
5) Ikke at være en murtas (såret person, der bæres væk fra slagmarken): Dette ord, der bogstaveligt
betyder ”et menneske, såret i en krig og bæres til et andet sted” inkluderer dem, der er under
medicinsk behandling, som spiser, drikker, sover, har længere samtaler, som skriver sine
testamenter og ting af den slags inden det dør. Hvis alle disse, der betragtes som verdslige
anliggender, sker efter personen er blevet dødeligt såret og er flyttet til et andet sted, da betragtes
personen som en murtas. Hvis alle disse handlinger bliver foretaget på det sted, hvor man blev
såret, mens krigen stadig udkæmpes, ændrer det ikke på betingelserne for at være en ”perfekt
martyr”. Tilfældet med ’Umar, ’Ali og ’Uthman (den anden, fjerde og tredje kalif) er perfekte
eksempler for denne tilstand. ’Ali og ’Umar blev transporteret til et andet sted efter at være blevet
dødeligt såret, derfor blev deres legemer givet afvaskning. Men ’Uthman, der døde på stedet efter at
være blevet såret, fik ingen afvaskning og blev underlagt de procedurer, der følges for en ”perfekt
martyr”.
6) Hinsides rækkevidden af blodpenge: I islamisk lov straffes mord med qisas, gengæld af samme
slags. Hvis mordet imidlertid bliver begået uden den hensigt eller ved en fejl, bruger man ikke
qisas. Hvis, for eksempel, handlingen bliver begået i en by i dagslys ved et spark uden kraft eller
ved at slå med et våben og/eller værktøj, der ikke specifikt er lavet til at dræbe med, såsom en pisk
(brugen af sådan et værktøj rejser mistanke om hensigten til at dræbe), da er gengældsdrab ikke
tilladt. Kort sagt, ifølge islamisk lov betragtes de, der er ofre for mord (i sager, hvor
gerningsmanden er idømt gengældsdrab) som martyrer; hvorimod de, der dræbes på en anden måde
(dvs. på en måde, hvor man ikke bruger gengæld) ikke betragtes som martyrer (al-Kasani 1/321).
De, der bliver dræbt, mens de kæmper mod ikkemuslimer, lovløse og oprørere betragtes som
martyrer, uanset hvordan de dør. De, der ikke kvalificerer sig til en af disse betingelser, bliver ikke
givet ritualerne for en ”perfekt martyr” ved deres begravelse. (Yüce, 32-36)
En troende, der bliver dræbt uden nogen retfærdig grund, er underlagt reglerne for en ”perfekt
martyr”. På slagmarken er de, der bliver dræbt, mens de kæmper mod fjenden ansigt til ansigt,
martyrer, og det samme bliver de betragtet, som ved uheld skyder sig selv med deres eget våben, eller
de, der bliver skudt af en kammerat, eller de, der falder af hesten og rammes af hesten, eller de, der
bliver trampet ihjel af heste fra enten muslimer eller ikkemuslimer, eller de, der bliver skudt af en
vildfaren pil, eller enhver, der findes død af ukendte årsager ved krigens afslutning (selv hvis der ikke
er noget sår), og de bliver begravet med martyrens begravelsesritualer. Fortidens våben og udrustning,
såsom heste, buer og pile etc., som omtales ovenfor, kan erstattes med vore dages udstyr, men reglerne
er de samme.
De, som dør under et fjendtligt angreb på en by, de, som bliver dræbt af lovløse, de, som bliver
dræbt, mens de udfører sekundær tjeneste, de, som bliver dræbt i et angreb på deres hjem eller
arbejdsplads, eller de, som bliver dræbt af deres fader med vilje, er også martyrer. (Sarahsi 2, 52). Hvis
en gruppe fører krig mod en anden gruppe, selvom de ved, at den anden gruppe er muslimer, da er de,
der bliver dræbt på den forsvarende side, martyrer. Det er fordi de, der bliver dræbt på den forsvarende
side, er blevet dræbt, mens de forsvarede sig selv og det muslimske samfund (al-Ayni 3, 307). Udfra denne kendelse kan man konkludere, at de, der døde på angribernes side, ikke anses som martyrer; men
tværtimod betragtes de som onde syndere.
Denne verdens martyr
De, som dør i en kamp mod fjenden, og som bliver givet en ”perfekt martyrs” begravelsesritualer, men
som i virkeligheden ikke er martyrer, og som ikke vil blive belønnet med martyriets velsignelser,
kaldes for ”denne verdens martyrer”. Denne gruppe inkluderer de, som døde, mens de deserterede, eller
mens de plyndrede 1 , eller de, hvis virkelige intention ikke var Guds vilje, men derimod at vise sig eller
at få hævn, eller de, som kæmpede for andre ideologier, der er i modstrid med Islams principper, såsom
racisme eller opnåelse af verdslige goder (Zuhayli 2, 560). Da det er meget svært eller ligefremt
umuligt at afsløre disse indre følelser, bliver disse mennesker behandlet ligesom martyrer i denne
verden. Men deres situation i efterlivet beskrives af Profeten med følgende ord: ”Den første person, der
bliver dømt ugunstigt på Dommens Dag, er den falske martyr (den, der kaldes sådan). Han bringes op
og bliver vist de belønninger, han ville have fået, og som han genkender. Så spørger Gud ham, ”Hvad
gjorde du for at få disse belønninger?” Han svarer ”Jeg kæmpede for Din sag, indtil jeg døde som
martyr." Så befaler Gud: ”Du lyver! Du kæmpede for at folk kunne sige ’Hvilken modig mand!’ Og det
gjorde de i verdenen (du fik det, du bad om, du er allerede blevet betalt).” Derpå bliver det befalet, at
denne person skal slæbes til Helvedes Ild på sit ansigt.” 2
I en anden hadith bruges følgende udtryk (til at beskrive tilstanden hos ”denne verdens
martyrer” i efterlivet): Profeten blev spurgt om, hvad der ville ske med mennesker, der kæmpede for at
vinde besiddelser eller berømmelse for deres mod, eller som kæmpede af racistiske eller fanatiske
grunde, men som alligevel blev anset for at have kæmpet for Guds sag. Han svarede ”De, som kæmper
for at herliggøre Guds ord, betragtes som kæmpende for Guds sag.” 3 Her bør det gøres klart; hvis
intentionen er at vinde Guds bifald og at herliggøre Guds religion, hvis personen arbejder med dette for
øje, kan han stadig kæmpe af andre grunde, der tjener samme mål. I dette tilfælde er han, når han bliver
dræbt, stadig en ægte martyr. Imidlertid kræver dette yderst fintfølende forpligtelse over for intentionen
og hjertets følelser og omhyggelig opmærksomhed på det underliggende mål.
En dag spurgte Profeten: ”Hvem kalder I martyrer mand og mand imellem?” Folkene
omkring ham svarede: ”De, der bliver dræbt med et våben.” Hans svar på dette var: ”Der er mange, der
bliver dræbt med våben, og de er ikke martyrer; der er mange, som dør i deres senge, men som bliver
belønnet med siddiqs (de eminent sandfærdige) velsignelser og med martyrernes.” (al-Isfahani 8, 251).
I en anden hadith gør han opmærksom på den skade, dårlige vaner kan medføre, og fastslog, at ”De,
som tit og ofte udgyder forbandelser over folk omkring sig, vil ikke blive belønnet med shafaa’
(mellemkomst), ej heller vil de blive betragtet som martyrer.” 4 I dag er der folk, der påstår at arbejde
for ukrænkelige værdiers skyld; alligevel er de endda ikke tilfredse med de forbandelser, de kaster mod
anderledestænkende eller som ikke støtter dem, og de går videre til at beskylde de mennesker for at
være utroværdige eller hedninge. Imidlertid er faren ved en sådan fremgangsmåde indlysende. I
virkeligheden når en troende bliver beskyldt for at være usandfærdig, er det den anklagende part, der
betragtes som utroværdig. 5 Koranen siger:
Når I går i krig for Guds sag, undersøg da grundigt og sig ikke til en, der tilbyder jer fred (hilsen) ”I er
ikke af de troende.” (An-Nisa 4:94)
Mens dette vers ikke bifalder drab på nogen, der med deres hilsen har vist, at de er
muslimer, er det oplagt, at mord på muslimer (sammen med ikkemuslimer) i selvmordsangreb og
mangel på opmærksomhed på dette emne bliver diskuteret.
Efterlivets martyr
Disse mennesker er dem, der bliver dræbt på en ”perfekt martyrs” måde, men ikke opfylder mindst en
af de ovennævnte seks betingelser. De bliver ikke betragtet som ”denne verdens martyrer”, men bliver
klassificeret som ”efterlivets martyrer”. De, som Profeten kaldte martyrer og de, som døde, men ikke
blev dræbt, er også inkluderet i denne kategori. Profeten og Abu Bakr betragtes som sådanne, fordi den
gift, de havde indtaget ved Haybar var effektiv. ’Umar og ’Ali betragtes også som efterlivets martyrer,
fordi de blev transporteret fra det sted, hvor de var blevet såret (derfor kvalificerede de ikke som
perfekte martyrer). Det er skrevet ned, at toppunktet af denne kategori martyrium – med undtagelse af
Profeten – er ’Umars. 6
Efterlivets martyr får en almindelig begravelse med dens sædvanlige ritualer. Det vil sige,
at de bliver afvasket, svøbt i et klæde, og der foretages en begravelsesbøn. Det har der ikke været
nogen uenighed om blandt de lærde. Men i efterlivet bliver de givet martyrernes belønning og vil blive
behandlet som sådanne. Ved adskillige lejligheder gjorde Profeten opmærksom på dem, der betragtes
som martyrer i hans muslimske samfund. Selvom der i disse hadiths ikke findes nogen forskel på f.eks.
”denne verdens martyr” og ”efterlivets martyr”, udgjorde de observationer, Profeten selv gjorde,
grundlaget for forskellene i fortolkningerne hos senere perioders lærde.
Ved at undersøge de hadiths, der vedrører dem, der var blevet specificeret som martyrer,
men som blev kategoriseret som efterlivets martyrer, fordi de ikke havde fået begravelsesritualerne for
en martyr, kan man se, at denne gruppe er sammensat af de martyrer, der er beskrevet ovenfor samt
dem, der legalt bliver betragtet som martyrer. Sidstnævnte beskriver døden, der kommer på grund af en
alvorlig sygdom, en død, der ikke kan undgås eller overvindes og en død, der medfører ulidelig smerte
og lidelse, eller en død på grund af en ulykke, eller mens man arbejder imod tyranni, eller man hænger
fromt fast ved sin religion, eller for at undvære nogle af denne verdens goder. Gud, Som accepterer
hver eneste vanskelighed, en troende må udholde, som kompensation for synder, skænker de største af
martyriets belønninger til dem, der må gå gennem lidelser og smerter, der ender med døden. Det er
virkelig hvad man kan håbe på fra Hans Barmhjertighed. Almægtige Gud, med Hans bundløse
barmhjertighed ønsker at tilgive Dine muslimske tjeneres synder og at ophøje deres grader, så de bliver
kvalificerede til Paradiset og Hans nærvær; Han har skabt veje med dette for øje. Han har fortalt os om
disse veje og metoder gennem ordene af Barmhjertighedens Profet, Muhammad, må fred og
velsignelser være med ham.
1 Muslim, Iman, 182.
2 Muslim, Imarat, 152; Nasai, Jihad, 22.
3 Bukhari, Jihad, 15; Muslim, Imarat, 149-151.
4 Muslim, Birr, 85, 86; Abu Dawud, Adab, 45.
5 Bukhari, Adab, 44.
6 Imam Malik, Muwatta, ”Jihad”, 36.