Det er en sørgelig sandhed, at muslimske lande gennemgår en periode, hvor terrorhandlinger truer
deres sikkerhed både derhjemme og udenlands. Mange negative forhold, såsom økonomisk
tilbageståenhed, social og politisk opløsning og kulturel degeneration har lagt grunden til dannelsen af
terrororganisationer i den islamiske verden, og især i bestemte lande i Mellemøsten. Det er erkendt, at
nogle terrororganisationer bliver støttet af forskellige afdelinger af den officielle administration i de
lande, hvori de opererer; dette gøres for at så disse grupper kan bruges mod andre terrororganisationer,
der er aktive i landet. Et andet velkendt faktum er også, at disse organisationer, der er blevet stærkere
gennem statsstøtte, med tiden er vokset ud af kontrol. På den anden side er der terrororganisationer, der
støttes af fremmede magter sociale og politiske interesser, som leder dem til bestemte mål. I den
henseende er sådanne organisationers eksistens og dannelse udledninger af forskellige
”konspirationsteorier”; der er dog stadig meget, der er uklart vedrørende dette emne.
Den islamiske verdens tilbageståenhed i videnskab og teknologi, der har været status quo
i de seneste par århundreder, og den følgende tilbageståenhed i økonomi har ført til mange negative
resultater og svagheder; og mest betydningsfuldt, en kulturel krise. I denne verden, hvor selv lande er
blevet opdelt i blokke, har de islamiske landes manglende evne til at danne en forenet front, har gjort
dem til blotte geografiske enheder, der står vidt åbne for fremmed intervention og udbytning. Som
følge af den kulturelle krise, der opleves i denne del af verdenen, betragter en del af befolkningen deres
intelligentsia og administratorer som fremmedgjorte og er blevet bitre på dem. De nærer voksende
følelser af oprør mod lande, de anser for at være imperialistiske, og imod individer og grupper, som
synes at have interesse i eller relationer med disse lande. Den kendsgerning, at terror skulle blive avlet i
sådan et scenarium, kan ikke komme som nogen overraskelse. Med andre ord, selvom de mennesker,
der boede i denne del af verdenen, ikke var muslimer, ville de samme reaktioner forekomme under de
samme forhold; i dette tilfælde ville også terrororganisationer have udviklet sig. Det er et faktum, at i
lande, der ikke har kunnet færdiggøre udviklingsprocessen, kan vi se ideologisk balkanisering, dvs.
interne konflikter og reaktioner mod imperialistiske lande, og dette afspejler den situation, der
forekommer i muslimske lande. Nogle mennesker og kredse kæder islamisk lære og dannelse af
terrorgrupper i islamiske lande sammen, idet de kalder terrorhandlinger for ”islamisk terrorisme”.
Andre definerer terrorhandlinger ved at basere dem på terroristens muslimske identitet og kalder dem
for ”islamistisk terror”.
Det bedste ville være at overlade andre aspekter af terror til specialisterne og simpelthen
diskutere muligheden for terror, som er relateret til Islam og muslimer. Det er klart, at brugen af nogle
islamiske værdier af terrororganisationer og individer, der deltager i terrorhandlinger – først og
fremmest jihad – som slogans, har medført, at folk overvejer om en relation mellem terror og Islam.
Det er naturligt, at terrorister ønsker at bruge alle til rådighed stående muligheder, inklusive religiøse
værdier, for at legitimere deres handlinger i egne øjne og vinde offentlig sympati. Terrororganisationer
må givetvis bruge religiøse værdier for at overbevise deres militante medlemmer om at begå
terrorhandlinger. De ser intet upassende i at udnytte enhver værdi, de kan. Men lad os ikke dvæle ved dette. Vort spørgsmål i denne afhandling er, hvorvidt det er videnskabeligt muligt at forbinde
terrorhandlinger, som det er blevet hævdet, til Koranen og Sunna (Profetens eksempel, som nedskrevet
i Traditionerne), Islams to essentielle kilder. Derudover vil vi analytisk undersøge om, hvorvidt det er
retfærdigt at benævne en terrorist som en ”islamist”; hvis man er terrorist, betyder det, at man er
omtrent så langt væk, som tænkes kan, fra at forstå Islams grundlæggende principper.
Begrebet Jihad
Eftersom nogle terrorgrupper kalder deres handlinger for jihad, må vi først undersøge og tydeliggøre
dette begreb. Jihad er navnet på al anstrengelse, udøvelse og udholdenhed, en muslim udviser for at
blive skænket Guds glæde. I den henseende er jihad en form for tilbedelse, der vil fortsætte uden
ophold indtil tidens ende. Indbefattet i de anstrengelser, individet gør sig for at undertvinge de kødelige
begær, anstrengelserne for at gøre Islams trossystem kendt – hvilket kan gøres af den lærde gennem
hans profession, de sunde med deres tjenester og de velstående med deres finansiering – og arbejdet og
udholdenheden i at beskytte muslimers ære og integritet tæller alle med i begrebet jihad. Jihad kan også
sommetider manifestere sig som en væbnet kamp, hvis muslimer bliver angrebet, eller hvis de har
tydelige efterretninger om, at de vil blive angrebet og er således forpligtiget til at engagere fjenden for
at fjerne truslen og for at beskytte deres integritet og ære.
Antallet af de slag og militære engagementer, Profeten selv anførte eller satte en af sine
Ledsagere til at lede, løber op i mere end tres. I ingen af disse kampe var det Guds Budbringer, der
angreb. Profeten angreb aldrig nogen stamme udelukkende af den grund, at de havde benægtet Guds
enhed. Alle de militære engagementer, som han trådte ind i, var rettet enten mod at stoppe et angreb,
der allerede var begyndt, eller at stoppe sådanne angreb, mens de endnu var i de forberedende stadier.
De vers, der opmuntrer muslimer til jihad, blev åbenbarede vedrørende en krig, der ikke kunne
forhindres, der allerede var begyndt. Så i henhold til Koranen og Sunna er fred det essentielle element i
internationale relationer. Krig er en undtagelsesvis tilstand.
Krige, der udkæmpes for at beskytte muslimers eksistens og ære, er blot små led i den
kæde, der udgør processen af jihad; en kæde, der strækker sig til evigheden. I den henseende er jihad,
der manifesterer sig som krig under omstændigheder af selvforsvar, et legitimt værktøj. Det er tilladt
for muslimer at reagere på en invasion af deres land, eller på udbytning og undertrykkelse, og at de
kæmper mod disse; desuden er det deres mest naturlige ret og endelige ansvar. Men der er et meget
vigtigt anliggende, der skal regnes med her: præcis som i ethvert andet legalt system er det
grundlæggende princip i islamisk lovgivning, at ligesom målet skal være legitimt, skal også de midler,
der bruges for at nå målet, være legitime. Det er af denne grund at Koranen ikke bare tilskynder
muslimerne at stå imod og kæmpe, men også fortæller dem, hvordan krig bør føres.
Kan det kaldes jihad at dræbe civile, kvinder, børn og de gamle, skyde ind i skolebusser
med maskingeværer, brænde huse, butikker og biler af, kidnapning, selv drab på mennesker, der ingen
relation har med en specifik begivenhed? Og hvad hvis de mennesker, der bliver dræbt, og hvis
ejendom ødelægges, er muslimer? Hvis de organisationer, der udfører disse handlinger, ikke fik deres
ordrer fra nogen central autoritet, hvis de ikke er ansvarlige overfor nogen autoritet for de ting, de har
gjort, og hvis de kun handler udfra deres personlige ønsker, hvordan kan deres handlinger så anses for
jihad? Er det nok, at de mennesker, som detonerer sprængstoffer skjult på deres person eller i deres
biler, kalder sig selv for mujahedin (udøvere af jihad)? Er det bare at kalde de handlinger, de begår, for
jihad, nok til, at disse mennesker er mujahedin og til, at deres handlinger er jihad? Læserne må selv
beslutte om, hvorvidt disse handlinger kan kaldes for jihad, og hvorvidt dem, der begår dem, kan kaldes
for mujahedin, på grundlag af de ovennævnte eksempler. Lad os prøve at gøre sagen tydeligere ved at give eksempler fra nogle af Profetens handlinger, der danner grundlaget for Islamiske Regler for
Engagement.
Referencer
Ahmad ibn Hanbal, Al-Musnad, Beirut: 1985.
Bukhari, Abu ’Abdullah Muhammad ibn Ismail, Al-Jami’ al-Sahih, Istanbul: 1981.
Diyarbakri, Husayn ibn Muhammad ibn al-Hasan, Tarikh al-Hamis fi Ahwal al-Anfas al-Nafs, Beirut.
Abu Dawud, Sulayman ibn Ash’as al-Sijistani, Sunan Abu Dawud, Beirut: 1971.
Ibn Abdilbarr, Al-Istiab fi Marifat al-Ashab.
Ibn Hajar, Ahmad ibn Ali, al-Isaba fi Tamyiz as-Sahaba, Beirut: AH 1328 (1910 AD).
Ibn Hisham, Abu Muhammad Abdulmalik, Al-Sirat al-Nabawiyya, Beirut: 1971.
Ibn Kathir, Abu’l Fida Ismail, Al-Seerah al-Nabawiyya, Beirut: 1976.
Ibn Sad, at-Tanaktu’l Kubra, Beirut, 1985.
Köksal, M. Asim, Islam Tarihi, Istanbul: 1981.
Muslim, Ibn Hajjaj al-Kushayri, Sahih al-Muslim, Istanbul, 1981.
Tabari, Tafsir, Ægypten: 1954.
Waqidi, Muhammad ibn ’Umar, Kitab al-Maghazi, Oxford University Press, 1966.
Zurkani, Muhammad, Sharh al-Mawahib, Beirut: 1973.
