Selve ordet ”humanisme” anbringer mennesket – individet, gruppen af individer, arten, denne form for
skabning – i centrum for dens overvejelser. Derfor er humanismens lange påstand at menneskelivet i
almindelighed og menneskenes liv i særdeleshed, har en form for iboende menneskelig værdi. Desuden
udgør respekten for denne iboende menneskelige værdi et udgangspunkt, eller grundlaget, for fundamental
moral i mange humanistiske systemer. Ingen udtrykker dette stærkere og mere sammenhængende end den
tyske 1800-tals filosof, Immanuel Kant. I hans Grundlæggelse af sædernes metafysik, der første gang blev
udgivet i 1785, forsøger Kant at artikulere ”moralens højeste princip” 1
Han vil udtrykke dette princip i fuldstændigt rationelle, ikke empiriske, begreber for at forhindre at
moralske handlinger skal være afhængige af omstændigheder, menneskelige følelser, indfald eller
betingelser. Tid og pladsen her tillader ikke at betragte fortjenesterne ved Kants metode eller konklusioner
med hensyn til rationel overfor empirisk etik, eller i tilstrækkelig grad opsummere mængden af hans
argumenter. Derfor vil vi fokusere på de punkter, der er mest relevante til hans diskussion af mennesker som
mål i sig selv og, som sådan, besiddere af iboende værdier, der ikke må skades.
Kants argument i Grundlæggelsen centrerer sig om tre kernebegreber: fornuft, vilje og pligt. Disse
tre begreber bindes sammen på en meget specifik måde, og han bevæger sig logisk fra det ene til det næste
med henblik på at opstille en kontekst for hans etiske filosofi. Han begynder med viljen. Viljen, især den
gode vilje, er et krav for enhver tale om moral. Dette slår Kant fast med det samme i første sektion af hans
essay:
Det er overhovedet ikke muligt at tænke på noget som helst i verdenen eller endda udenfor den, som kan betragtes som godt uden kvalifikation, bortset fra en god vilje. Intelligens, vid, dømmekraft og hvilke af sindets talenter, manønsker at nævne, er utvivlsomt i mange henseender gode og ønskværdige, ligesom sådanne følelsesmæssige kvaliteter som mod, beslutsomhed, udholdenhed. Men de kan også blive yderst dårlige og skadelige, hvis viljen, som skal benytte disse naturens gaver og som i sin særlige beskaffenhed kaldes for karakteren, ikke er god … Synet af et væsen, der ikke er begunstiget med at strøg af ren og god vilje, men som alligevel nyder en uforstyrret velstand, kan aldrig glæde en rationel og upartisk betragter. Således synes en god vilje at udgøre den ufravigelige betingelse for bare at være værdig til glæde. 2
Intet godt er endda muligt da, uden en god vilje, uanset hvilke andre talenter eller evner et menneske
måske besidder. Den gode vilje er som en grundlæggende karaktertilstand og er uundværlig for moralsk
handling. Kant fortsætter sin analyse ved at bevæge sig til begrebet fornuft. I hans øjne skiller fornuften
menneskene fra dyrene generelt set, men mere specifikt fungerer fornuften i mennesker på en måde, der
kaster lys over en mere fundamental forskel på mennesker og andre levende væsener. Kant arbejder udfra
princippet om at naturen designer hvert organiske væsens konstitution således at der ikke eksisterer noget
organ i organismen, der ikke opfylder et formål, som det alene er designet til at opfylde i den højeste og
bedste grad. Med andre ord har hvert organ et formål, og det opfylder dette formål bedre end noget andet
organ i det levende væsen. Kant sidestiller fornuften med et organ og spørger hvilket formål det har for
menneskets liv. Han siger:
Hvis nu dette væsens beskyttelse, velfærd, eller med ét ord dets glæde, var naturens virkelige mål i tilfældet med at have fornuft og vilje, da ville naturen have ramt et meget ringe arrangement, ved at få væsenets fornuft til at udføre dette formål. For alle de handlinger, et sådant væsen måtte udføre med dette formål for øje, og hele hans
adfærdsmønster ville have været foreskrevet meget mere nøjagtigt af instinktet: og det omtalte formål kunne være nået langt mere sikkert ved instinkt, end det nogensinde kan gennem fornuft. 3
Her forsikrer Kant om at opnåelse af glæde, defineret som vor sikkerhed eller velfærd, ikke er
fornuftens funktion i mennesker eller væsener, der besidder vilje og fornuft. Velfærd, sikkerhed eller glæde
kan nås gennem instinktet ligeså godt, eller endda bedre, end af fornuft, som det er hos dyrene. Derfor, siger
Kant, at ”tilværelsen har et andet og langt mere værdigt formål, for hvilket – og ikke for glæde – fornuften
passer særdeles godt til.” 4 Kant konkluderer at fornuftens formål er at udvikle den gode vilje. Han siger
”Fornuften erkender at dens højeste praktiske formål er grundlæggelsen af en god vilje, hvorved opnåelsen
af dette mål er fornuften kun i stand til sin egen slags tilfredsstillelse.” 5
Hvad er den gode vilje? Hvordan skal den defineres? Sagt kort, definerer Kant den gode vilje i
mennesker som evnen til at kunne handle ud fra pligt alene, og ikke som følge af nogen form for
omstændigheder eller følelse. Denne definition gør os opmærksom på Kants måske hovedbekymring i sit
essay, og det er at finde et solidt grundlag for moral. I hans øjne kan moralsystemer, der fokuserer på
nydelse, glæde eller følelser ikke give et tilstrækkeligt grundlag for etik, fordi de er flygtige og underlagt
mange variabler i menneskelivet. Vore følelser vil måske ændre sig på grund af omstændigheder. Det, der
tidligere gav os glæde, vil måske ophøre med at bringe glæde. I det verdslige liv og ejendoms rige har disse
variabler minimale konsekvenser. Men i moralens rige kan de have enorme konsekvenser. For så vidt at
moral styrer vore handlinger overfor folk, kan vore styrende principper ændre sig med vort humør, indfald
eller omstændigheder, hvis de har rod i følelser eller nydelse; vi har måske ikke lyst til at fortælle sandheden
eller være medfølende eller fair i vore forhold til mennesker. For Kant er det at begrunde moralen på
følelser eller glæder det samme som at bygge vort hus på synkende sand og således risikere alt. Derfor søger
Kant et mere sikkert fundament for moralen, og han mener at han kan finde det i fornuften, viljen og pligten,
forstået på rette måde som de virker sammen i menneskets liv.
Så for at sammenfatte, er der for Kant ingen mulighed for det gode uden den gode vilje, og fornuften
findes i os for at udvikle den vilje, som er menneskers evne til at handle alene ud fra pligt, uden hensyntagen
til følelser, omstændigheder eller nydelse, der kan opnås. Kant bruger det meste af sin afhandling til at
forklare disse tre kernebegreber fornuft, vilje og pligt og deres virkning i en moralsk metafysik, hvorfra
mennesker kan kodificere et overordnet moralprincip, der kan vejlede alle overvejelser og handlinger. Dette
overordnede princip kaldes for det kategoriske imperativ, som tager forskellige former i afhandlingen, hvor
den mest almindelige er ”Jeg skal aldrig handle undtagen på sådan en måde, at jeg også kan ville at mit
maksime bliver en universel lov.” 6
Hvad har alt dette at gøre med iboende menneskelig værdi? Ifølge Kant besidder mennesker, som
rationelle væsener, i den meget grundfæstede moral deres natur som sådan en iboende værdi. Udenfor
menneskene som rationelle repræsentanter findes der ingen anelse½ af det moralsk gode, eftersom der ikke
findes noget væsen, der kan fastslå det rationelt og anvende det universelt, udover mennesker. Et rationelt
væsen er et væsen, der indefra sig selv, fastslår hvad der er den universelle moralske lov. Sådan et væsen,
der frembringer værdiprincipper, er i sig selv en værdi eller et gode. Med Kants ord ”rationel natur
eksisterer som et mål i sig selv.” 7
Kant opridser faktisk en version af det kategoriske imperativ, der kredser om dette: ”Handl på sådan
en måde at du altid behandler mennesket, om det er i din egen person eller en andens person, på samme tid
som et mål og aldrig bare som et middel.” 8 Han forestiller sig ”et kongerige af mål”, det vil sige et samfund,
der er organiseret omkring disse moralske principper, hvori mennesker, som rationelle væsener og mål i sig
selv, lovgiver universel moralsk lov, altid med et syn på mennesker som mål i sig selv, ikke bare midler. I
Kants kongerige af mål har tingene enten en pris eller en værdighed, en markedsværdi eller en iboende
værdi. Kant forklarer:
Alt, der har en pris, kan erstattes med noget som dets ækvivalens; på den anden side har alt, der er over al pris, og derfor ikke indrømmer nogen ækvivalens, har en værdighed. Alt, der har reference til almindelige menneskelige tilbøjeligheder og behov, har en markedsværdi; …men det, der udgør de betingelser, hvorunder alene noget kan blive til et mål i sig selv, har ikke blot en relativ værdi, d.v.s. en pris, men har en indre værdi, d.v.s. en værdighed. Nu er moral selve betingelsen for at et rationelt væsen kan være et mål i sig selv, for kun derved kan han være et lovgivende medlem i kongeriget af mål. Derfor har moral og menneskehed, for så vidt at den er i stand til moral, alene værdighed. Dygtighed og flid på arbejdet har en markedspris; men troværdighed overfor løfter samt godgørenhed, baseret på principper (ikke på instinkt), har en indre værdi. 9
Menneskelig værdi er ikke til forhandling; den er ikke en ting, der købes eller sælges eller noget
relativt, afhængigt af markedsbetingelser. Kants formulering af mennesker lader menneskets natur at ”blive
erkendt som værdighed og anbringer den uendeligt langt fra pris, som den ikke i det mindste kan komme i
konkurrence eller sammenligning uden, som det er, at krænke dens ukrænkelighed.” 10 Han fortsætter med
at sige at ”[r]ationel natur er forskellig fra resten af naturen gennem det faktum, at den i sig selv er et
mål.” 11 Derfor er en anden dimension af det kategoriske imperativ at ”et rationelt væsen selv må gøres til
grundlaget for alle handlingens maksimer, og må derfor aldrig anvendes kun som midler, men som den
højeste begrænsende betingelse i brugen af alle midler, d.v.s. altid samtidigt som et mål.” 12
Som påpeget ovenfor er mennesker mål i sig selv, ikke blot midler til en eller anden andens mål. De
kan ikke blive brugt bare som et redskab for at sikre en andens mål, agenda eller ideologi. Mens mennesker
kan beskæftiges i disse bestræbelser, kan man ikke behandle dem som bare ansatte i et projekt. De er altid
på samme tid et mål i sig selv, bærere af indre værdier og værdighed, uden hensyntagen til nogen som helst
fremgang eller fordel, de giver til nogen andens projekter eller agendaer.
Ved at fremføre disse påstande, kommer Kant med radikale udtalelser for hans tid. På en måde
fremmer han en særlig samtale i Vesten, der begyndte omkring en generation tidligere med filosoffer som
John Locke, der talte for en regeringsstruktur, der ikke havde rødder i monarkiets guddommelige ret, men i
den suveræne vilje hos de, der bliver regeret over, folket i det politiske samfund. Den eneste måde, sådanne
argumenter bliver forståelige og logisk sammenhængende er hvis man anser en betydelig værdi i mennesker
som mennesker. Det er også vigtigt at bemærke at Kants udtalelser om menneskets værdi ikke er religiøst
begrundede, selvom Kant selv var kristen. Locke’s argumenter er heller ikke kristne, på trods af hans egen
tro. Begge stræber efter at fremlægge deres argumenter for menneskets værd i ikke-religiøse termer for at
gøre dem så usårlige som muligt overfor det, de anså som religiøse indfald. Vi må huske på at begge mænd
levede på en tid, hvor der var religiøse krige over hele Europa, da folk blev dømt til døden hvis deres tro
afveg fra monarkens, der jo herskede ved guddommelig ret, og som ikke gav folket nogen mulighed for at
klage over deres genvordigheder. Desuden er Kant bevidst om de følelser, der ofte ledsager religion og
betragter derfor ikke religion som et stabilt nok grundlag at bygge moralske principper, som rummer alle
menneskers iboende værdighed, på. Han skrev en hel bog, Religion Within the Limits of Reason Alone, hvor
han forsøgte at uddestillere religiøs praksis og overbevisning fra fromme følelser og tilbøjeligheder, og I
stedet binde det udelukkende til kultiveringen af en moralsk karakter og principiel etisk handling. Hans
overordnede hensigt gennem hans arbejde er at, så universelt som muligt, som han ser som gennem den
fornuft, alle mennesker har, den medfødte værdi, mennesker har, således at en stabil moral er mulig I
verdenen uanset livets betingelser, inklusive ændring af herskere, konversion til andre religioner, personlig
smag og lignende.
Den vestlige Oplysning, som Kant var en del af, hyldede disse ideer om medfødt menneskelig
værdighed, som medførte radikale sociale forandringer i det attende århundrede og siden. Disse tanker er
naturligvis ikke enestående for den vestlige Oplysning; tænkere og skribenter fra mange dele af verden
udtrykker sådanne ideer udfra deres egne kulturelle, religiøse eller filosofiske rubrikker. Islamiske lærde, for eksempel, har gennem århundreder og fra mange dele af verden, fortolket Koranen sådan, at den udtrykker
sådanne ideer om en iboende menneskelig værdi og moralsk værdighed. Gülens værk er et eksempel på
islamisk videnskabeligt arbejde, der understreger den koraniske ”stemme”, der insisterer på menneskenes
udprægede skønhed og værdi. Faktisk finder Gülen, i Koranen og andre islamiske kilder, i første række
stærke påstande om menneskets værdighed; han kommer ikke med sådanne påstande til Koranen, efter at
have bestemt det udfra andre midler eller kilder. Gülen henviser gentagne gange til Koranen, når han svarer
på spørgsmål om jihad, vold, terror og respekten for menneskeliv, generelt (ikke bare muslimsk liv). I disse
sektioner af hans arbejde bliver Gülens samklang med Kants ideer tydelig, selvom de næsten med sikkerhed
har udviklet deres tanker om menneskets iboende værdighed udfra vidt forskellige synsvinkler.
Gülen taler om menneskenes transcendente værdi gennem hele sit arbejde. Han begynder et afsnit
med en stærk påstand:
Mennesker, det største spejl for Guds navne, attributter og gerninger, er et skinnende spejl, en vidunderlig
livets frugt, en kilde til hele universet, et hav, der ligner en lille dråbe, en sol dannet som et ydmygt frø, en
vældig melodi på trods af deres ubetydelige fysiske positioner samt eksistensens kilde, alt samlet i en lille
krop. Mennesker bærer på en hellig hemmelighed, der gør dem lige med hele universet, med al deres rigdom
af karakter; en rigdom, der kan udvikles til fortræffelighed. 13
Referencer
1 Kant, Grounding for the Metaphysics of Morals, 5.
2 Ibid., 7.
3 Ibid., 8.
4 Ibid., 9.
5 Ibid.
6 Ibid., 14.
7 Ibid., 36.
8 Ibid.
9 Ibid., 40-1.
10 Ibid., 41.
11 Ibid., 42.
12 Ibid., 43.
13 Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 112.