Risale-i Nur er en samling af islamiske teologiske skrifter, skrevet af Bediüzzaman Said Nursî (1877–1960). Samlingen består af ca. 6.000 sider og blev forfattet mellem 1925 og 1950. Den blev oprindeligt håndskrevet og hemmeligt distribueret i Tyrkiet, da religiøse skrifter var forbudt i den periode.

Said Nursî fokuserede i Risale-i Nur på at forene tro og fornuft og anvendte en argumentationsform, der kombinerede teologi med logik og videnskab. Han udviklede en metode til at forklare Koranens budskaber på en måde, der var forståelig for moderne mennesker, især i en tid med stigende sekularisering.

Et centralt element i Risale-i Nur er dens vægt på troens intellektuelle og spirituelle dimensioner. Teksten søger ikke blot at formidle religiøse love, men også at forklare deres dybere mening.

Risale-i Nur har haft stor indflydelse på islamisk tænkning, især i Tyrkiet, og er blevet oversat til mange sprog. Samlingen læses i dag af millioner af mennesker verden over og anvendes i forskellige uddannelsesmæssige og religiøse sammenhænge.

“I Risale-i Nur” forklares aldrig, hvordan man skal leve, men hvorfor. Med andre ord søger værket at afdække visdommen bag Islams ydre søjler og at styrke dem med rationelle argumenter, der taler til forstanden.

Den, der betragter Risale-i Nur som en bog om religiøse ritualer og deres formelle gyldighed, vil blive skuffet. “Men den, der ønsker at forstå troens egentlige væsen – eller søger svar på spørgsmål om Guds eksistens og Hans betydning – vil finde en tankevækkende og inspirerende læseoplevelse her.”

— Maximilian Felsner, “Kleine Briefe”