Etableringen af de første uddannelsesprojekter

Hr. Gülen organiserede, sammen med administratorer fra Kestanepazari-institutionen og med støtte fra lokale forretningsfolk, sommercamps for folkeskole- og gymnasieelever samt universitetsstuderende. Disse camps tilbød sekulære undervisningsfag som historie og biologi, men også religiøse diskussioner om emner såsom islams rolle i offentlige debatter. Hr. Gülen henviste ofte til profeten Muhammads liv og det osmanniske riges klassiske periode som eksempler på, hvordan troskab mod islams grundprincipper kunne føre til storhed.

Ud over sommercamps begyndte Hr. Gülens tilhørere i 1970’erne at danne en ny cemaat (religiøst fællesskab) omkring hans lærdomme, lignende det Nursi-inspirerede fællesskab, som Gülen tidligere havde været en del af. Det, der tiltrak folk til Hr. Gülens budskaber, var især hans store offentlige prædikener foran tusindvis af tilhørere og offentlige foredrag, som blev optaget og solgt over hele landet. Hans tilhørere bestod hovedsageligt af lav- til mellemindkomst-forretningsfolk, med et mindre antal velhavende støtter, samt universitetsstuderende. Han tiltrak folk, som støttede hans idéer – ikke kun ved at deltage i hans foredrag, men også med økonomiske bidrag og frivilligt arbejde. Med en tilpasning af Nur-bevægelsens dershanes (studiecentre) hjalp Hr. Gülen studerende, deres forældre og donorer med at etablere “lysets huse”, hvor islamisk undervisning blev studeret på baggrund af Nursis skrifter og Gülens egne lærdomme. Disse “lysets huse” blev en kilde til de tusindvis af undervisere, som senere skulle udgøre lærerkorpset på de skoler, der blev etableret efter Hr. Gülens uddannelsesfilosofi. Det var på dette tidspunkt i Hr. Gülens karriere, at en gruppe på omkring hundrede mennesker begyndte at træde frem som en tjenestegruppe – en gruppe, der samledes om hans forståelse af samfundstjeneste.

Bevidst om, hvordan tyrkisk ungdom blev tiltrukket af ekstreme, radikale ideologier som ateistisk kommunisme og materialisme, søgte Hr. Gülen som prædikant at uddanne ungdommen i traditionelle moralske værdier og trække dem væk fra det, han anså som ødelæggende og nedbrydende ideer. Fethullah Gülen promoverede også islamiske idealer som en modgift mod den radikale marxisme, leninisme og maoisme, som tiltrak mange unge i regionen. Han brugte ofte egne penge på at købe og distribuere materialer, der modarbejdede militant ateisme og kommunisme. Han så ungdommens moralske forfald som årsag til kriminalitet og samfundskonflikter og var fast besluttet på at gøre alt, hvad han kunne, for at påvirke ungdommen i en retning, han anså som sundere og mere produktiv.

I 1970, som følge af et militærkup, blev en række fremtrædende muslimer i regionen, som havde støttet religiøse aktiviteter og foredrag for ungdommen, arresteret – herunder Hr. Gülen. Han blev tilbageholdt i seks måneder uden anklage og løsladt på betingelse af, at han ikke længere holdt offentlige foredrag. Efter sin løsladelse forlod Hr. Gülen sin officielle stilling i Izmir, men beholdt sin status som statsgodkendt prædikant. Han fortsatte med at opfordre donorer og forældre til at oprette studie- og kollegiehaller for studerende i hele Ægæerregionen. I Izmir organiserede han sommercamps og kollegier, hvor universitetsstuderende kunne bo, studere og udvikle en identitet som tyrkiske muslimer. I disse kollegier boede små grupper af elever af samme køn sammen, hjalp hinanden med lektier, læste Koranen og skrifter af Nursi og Gülen, bad sammen og udviklede en stærk følelse af solidaritet. Studerende lærte og tilegnede sig islamiske værdier som selvopofrelse og socialt ansvar. Kollegierne fungerede som tilflugtssteder mod alkohol- og stofmisbrug, præmarital sex og involvering i kommunistiske, ultranationalistiske eller andre radikale bevægelser. Mange konservative og religiøse forældre opfordrede deres børn til at bo i kollegierne, mens de studerede ved universiteterne i de store tyrkiske byer.

Izmir var en by, hvor politisk islam aldrig slog rødder, og hvor middelklassen af forretningsfolk og professionelle begyndte at føle modvilje mod statens bureaukratiske begrænsninger. I stedet støttede denne gruppe markedsvenlige politikker og pro-vestlige idéer. Hr. Gülens engagement i det frie marked og hans opfordring til forretningsfolk om at udvikle deres virksomheder, gøre dem globale og konkurrencedygtige og derefter bidrage med en del af deres formue til støtte for samfundstjenesteprojekter, tiltaler denne entreprenante ånd. Finansieringen af kollegier og privatskoler kom fra lokale erhvervsfolk, der støttede Hr. Gülens mission om at uddanne ungdommen både i sekulære fag og i moralske principper. Det var i Izmir, at en stærk transnational bevægelse begyndte at tage form omkring Hr. Gülen – en bevægelse, som i dag omfatter tusindvis af løst organiserede netværk af ligesindede individer.

Mellem 1972 og 1975 havde Hr. Gülen prædikantposter i forskellige byer i Ægæer- og Marmararegionerne, hvor han fortsatte med at prædike og udbrede idéer om uddannelse og samfundstjeneste. På dette tidspunkt var uddannelsesmulighederne begrænsede for almindelige tyrkiske borgere, og mange mente, at undervisningssystemet var infiltreret af radikale politiske elementer – både fra venstre og højre. Forældre til børn, der havde bestået optagelsesprøverne til gymnasier og universiteter, befandt sig i et dilemma: de ønskede, at deres børn skulle have en uddannelse, men frygtede samtidig den stærkt politiserede atmosfære på skolerne.

For at imødegå dette opfordrede Hr. Gülen små virksomhedsejere til at etablere kostskoler og pensionater, hvor studerende kunne få en uddannelse i et miljø, der var fri for politisk pres. Til at støtte disse boligfaciliteter og uddannelsesmuligheder oprettede lokale borgere, som delte Hr. Gülens tjenesteetik, såkaldte uddannelseslegat – konti, der finansierede aktiviteterne. Det var igen lokale borgere, som så behovet for kvalitetsuddannelse, blev inspireret af Gülens idealer og trådte til med de nødvendige ressourcer for at realisere hans idéer.

Med tiden blev de studerende, som boede i disse pensionater, ivrige fortalere for Hr. Gülens idéer om samfundstjeneste. De vendte tilbage til deres landsbyer og hjembyer for at fortælle om deres værdifulde oplevelser og muligheder. Bevæbnet med en solid uddannelse blev de købmænd, forretningsfolk og professionelle i deres lokalsamfund og begyndte at støtte pensionaterne økonomisk – hvilket muliggjorde, at både disse og andre samfundstjeneste projekter kunne fortsætte. Samtidig blev Hr. Gülens taler og foredrag optaget på lydbånd og distribueret i hele Tyrkiet. Han var den første prædikant, hvis prædikener blev gjort offentligt tilgængelige på lyd- og videobånd. Gennem hans elevers aktiviteter og de nye teknologiske kommunikationskanaler begyndte Gülens budskab om samfundstjeneste at sprede sig i hele landet.

I 1974 blev Hr. Gülen udstationeret i Manisa, hvor han igangsatte de første universitetsforberedende kurser som et forsøg på at gøre det muligt for almindelige tyrkiske børn at opnå en videregående uddannelse. Indtil da var det stort set kun børn fra velhavende familier, der havde adgang til universiteterne. Ved at tilbyde undervisning af høj kvalitet blev en bredere gruppe af børn fra middel- og arbejderklassen i stand til at bestå de nødvendige adgangsprøver og klare sig godt på universitetet.

Etableringen af Gülen-inspirerede skoler

Med indførelsen af neoliberale politikker under den daværende premierminister Turgut Özal i begyndelsen af 1980’erne og de øgede muligheder for at etablere privatskoler, åbnede de første to Gülen-inspirerede gymnasier i 1982 – ét i Izmir og ét i Istanbul. I løbet af de følgende to årtier blev hundredvis af lignende skoler oprettet i hele Tyrkiet og senere i de tyrkiske republikker i det tidligere Sovjetunionen, derefter i andre efterfølgerstater til Sovjetunionen, på Balkan, i Sydafrika og til sidst i Vesten. På Verdensøkonomisk Forum i Davos i 2000 anerkendte premierminister Bülent Ecevit i sin tale betydningen af de Gülen-inspirerede skoler verden over, og hvordan disse skoler bidrager til kulturen og velstanden både i Tyrkiet og i andre lande.

Hr. Gülen opfordrede sine tilhængere til at investere i private, sekulære eliteskoler, hvor han håbede at kunne kombinere islamisk moral med sekulær viden. Skolerne baseres på en sekulær læseplan godkendt af staten og benytter engelsk som undervisningssprog. Den eneste formelle undervisning i islam, der tilbydes, er den statsgodkendte time om ugen i religionskundskab, hvor der undervises i sammenlignende religion med en lærebog udvalgt af staten. Alle skolerne – såvel som andre Gülen-inspirerede institutioner – er uafhængige enheder, der administreres og finansieres af lokale grupper.

Alligevel er skolernes personale forbundet i det, som forskeren Asiem El Difraoui og forskeren Bekim Agai beskriver som et “uddannelsesnetværk af dyd,” baseret på det faktum, at de ledende skikkelser er blevet socialiseret inden for cemaat’en, deltager i cemaat’ens liv og er forbundet gennem de tætte interpersonelle bånd, der er opstået der. Mange af rektorerne og lærerne i skolerne – både i og uden for Tyrkiet – kommer fra kredse med dyb involvering i cemaat’en. Netværket sikrer, at kvalificerede og motiverede personer flyttes derhen, hvor der er behov for deres tjeneste.

Det er dog vigtigt at bemærke, at der i skolerne også er lærere, som ikke er en del af Gülen-bevægelsen og måske aldrig har hørt om Fethullah Gülen. Ikke desto mindre ville disse højkvalitetsskoler ikke kunne eksistere uden de dedikerede lærere, der ser deres arbejde som en form for religiøs tjeneste. Mange forældre sender deres børn til disse skoler, fordi de opfatter dem som det bedst mulige uddannelsestilbud for deres børn.

Som Agai bemærker, formåede Hr. Gülen at styrke sin cemaats indflydelse ved at åbne den op og gøre den til en del af et større netværk af uddannelsesinstitutioner. Selvom institutionerne er afhængige af cemaat’en for at tiltrække engagerede lærere og finansiering, rettede Hr. Gülen sine idéer mod en bredere offentlighed med interesse for uddannelse og modernisering.

Kilde: “Ebaugh, Helen R. 2010. The Gulen Movement A Sociological Analysis of a Civic Movement Rooted in Moderate Islam. New York: Springer. Pages 27-30.”